Borgere hørte om gigantisk område med genanvendelse og grønne energiformer

1000 hektar erhvervsområde skal tiltrække virksomheder fra hele verden, som arbejder med genanvendelse 

Der var stor interesse for at høre panelet fortælle om planerne for et kæmpestort område til miljørigtige virksomheder.
Der var stor interesse for at høre panelet fortælle om planerne for et kæmpestort område til miljørigtige virksomheder. Foto: Frederikhavn Kommune

FREDERIKSHAVN: Titanium som restprodukt fra blandt andet skibe bliver i dag sorteret på Frederikshavn Havn.  

Derfor kan et amerikansk firma, der fremstiller pulver af netop titanium til 3D-printere, etablere sig i Recycling City vest for Frederikshavn - og faktisk er Erhvervshus Nord i Frederikshavn i dialog med netop sådan et amerikansk firma, oplyser de.

Det kom frem på et borgermøde onsdag aften med 200 deltagere, hvor der blev fortalt om, hvad der kommer til at ske i et cirka 1000 hektar stort område vest for Frederikshavn mellem Knivholtvej og Ravnshøj.

- Alle mulige slags virksomheder, der arbejder med genanvendelse og genbrug, kan etablere sig i området. Der skal håndteres udtjent udstyr og produkter, og man vil omdanne affaldsmaterialer til nye råvarer og produkter. Det gælder materialer som stål, murbrokker, glasfiber, beton, plastik og elektronikskrot, uddyber Niels Bay Christiansen, erhvervsdirektør hos Erhvervshus Nord, over for Nordjyske.

Men for at de internationale firmaer skal vælge at etablere sig i Danmark, og ikke i lande som Polen eller Letland med lavere lønninger, skal alt i Frederikshavn ifølge erhvervsdirektøren håndteres grønt og miljømæssigt forsvarligt på øverste klinge - herunder skal den energi, firmaer anvender i deres produktion, være grøn. 

Derfor skal nye solcelleanlæg, biomasseanlæg, jordvarme og vindmøller etableres i området.

Ingen biogasanlæg

Der bor 120 borgere i Recycling City-området, og mange af dem var mødt frem til borgermødet. 

Deres bekymringer blev noteret af politikerne, heriblandt borgmester Birgit S. Hansen (S).

- Vi har fra politisk side besluttet, hvad området skal bruges til, og det bliver recycling. Men vi er tidligt i processen, og ønsker at være i dialog med borgerne om selve udformningen af Recycling City. Vi opfordrer alle til at skrive til os de næste otte uger med deres kommentarer, siger Birgit S. Hansen.

Anders Brandt Sørensen, tidligere var politiker og formand for Plan- og miljøområdet, er nu embedsmand i forvaltningen. Foto: Frederikhavn Kommune

Hun noterer sig blandt andet, at borgerne ikke ønsker sig et biogasanlæg, da der kan komme lugtgener.

- Det lyttede jeg til og tænker ikke, vi vil lægge et biogasanlæg derude. Men der bliver et område, hvor der skal være grønne energiformer, såsom vindmøller, solceller og biomasseanlæg.

Infrastrukturen i området skal også planlægges i forvejen. Der findes allerede større veje som Knivholtvej og Vendsysselvej, og erhvervsdirektøren tror ikke, der bliver markant mere tung trafik på vejene i Recycling City.

Med borgermødet er planlægningen nu for alvor sat i gang. Birgit S. Hansen anslår, at der går ét år, før et mere konkret forslag for det 1000 hektar store område er klar til politisk behandling.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden