Borgmester beder om fritagelse

Karsten Nielsen har søgt kommunalbestyrelsen om fritagelse af helbredsmæssige grunde og vil forlade kommunalpolitik

Selvom Karsten Nielsen (V) ellers havde meldt ud, at han ikke ønskede fire år mere i kommunalbestyrelsen, fik han ved sidste uges kommunalvalg stemmer nok til at blive genvalgt. Arkivfoto

Selvom Karsten Nielsen (V) ellers havde meldt ud, at han ikke ønskede fire år mere i kommunalbestyrelsen, fik han ved sidste uges kommunalvalg stemmer nok til at blive genvalgt. Arkivfoto

LÆSØ:Længe før kommunalvalget bekendtgjorde borgmester Karsten Nielsen (V) vidt og bredt, at han faktisk ikke var interesseret i at blive genvalgt, og han har knap nok været synlig ved vælgermøderne.

Opfordringen nåede åbenbart ikke ud til alle vælgere, for flere personer satte deres kryds ud for hans navn. Derved blev Karsten Nielsen genvalgt og fik Venstres tredje mandat.

Nu har han netop skrevet en ansøgning om af blive fritaget for en plads i kommunalbestyrelsen fra nytår. Det er helbredet, der driller, og det bekræfter han i en mail til medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Ansøgning om fritagelse

- Jeg har sendt en mail til medlemmerne i den siddende kommunalbestyrelse, indeholdende en ansøgning om at blive fritaget for det borgerlige ombud i medfør af mit valg til den kommunalbestyrelse, der tiltræder pr. 1. januar 2022. Det betyder, at jeg så i givet fald bliver afløst af den næste på Venstres liste, fortæller Karsten Nielsen.

Begrundelsen er helbredsmæssige udfordringer, og Karsten Nielsen forventer at kommunalbestyrelsen vil imødekomme hans ansøgning på det kommende møde mandag 29. november.

Borgmesteren har dog ingen intention om at stoppe sit arbejde som kommunens førstemand i utide.

- Jeg skal nok holde skansen til 1. januar, forsikrer han.

Ny Venstre politiker

Får Karsten Nielsen tilladelse til at blive fritaget for det borgerlige ombud, der i princippet er bindende ved valg, kommer Michael Kristensen fra Venstre til at overtage hans plads.

Michael Kristensen blev allerede inddraget under konstitueringen, da borgmesteren måtte forlade forhandlingerne på grund af sygdom.

- Jeg er meget tilfreds og synes, forløbet gik over al forventning. Der var en god tone, og selv om der var forskellige forslag, blev vi ret hurtigt enige. Det tegner godt, at alle vil gøre noget i fællesskab, siger Michael Kristensen.

Han kommer så til at overtage de to udvalgsposter, som Karsten Nielsen havde fået. Det bliver som medlem af ældre og sundhedsudvalget og social, børn og kulturudvalget.

- Det er jeg glad for, og jeg glæder mig til at komme i gang. I de to udvalg er jeg lige, hvor jeg skal være, lyder det fra den nyvalgte Venstre politiker.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.