Borgmester giver skrothandler lidt længere snor: - Jeg er ikke blevet slap i koderne

Fristen for at fjerne en lang række biler udløber 21. januar, men Birgit S. Hansen udviser samtidig "forståelse"

Skrothandleren i Frederikshavn har - ifølge Frederikshavn Kommune - op mod 1200 biler på adressen, men har kun tilladelse til at have 500.  <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Skrothandleren i Frederikshavn har - ifølge Frederikshavn Kommune - op mod 1200 biler på adressen, men har kun tilladelse til at have 500.  Arkivfoto: Lars Pauli

FREDERIKSHAVN:21. december 2022 sagde borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), følgende til Nordjyske: 

- Han har tilladelse til 500 biler, og er der flere om en måned, så kommer vi og fjerner dem. 

Birgit Hansen henviste til Knivholt Autoophug vest for Frederikshavn, som i flere år har haft langt flere skrotbiler stående på grunden, end ejeren har miljøgodkendelse til. 

Frederikshavn Kommune vurderer således, at Knivholt Autoophug har op mod 1200 biler stående på adressen. 

Fristen på en måned udløber lørdag 21. januar. Så hvordan ser det ud med sagen nu? 

- Jeg har lige fået en opdatering fra min forvaltning. Fristen er "ved udgangen af januar". Deres miljøgodkendelse skal overholdes. Men vi har også en forståelse for, at det tager tid at få ryddet op i bilerne, siger Birgit Hansen, der afviser, at hun går på kompromis eller er "blevet slap i koderne". 

- Der er to spor i den her sag: Virksomheden har forstået budskabet og forbereder forhåbentlig en oprydnings- og tidsplan. Sideløbende forbereder kommunen en selvhjælpshandlingsplan, så vi kan skride ind, hvis der slet ikke sker noget derude. Men vi skal selvfølgelig ikke true nogen, som er i gang med at rydde op. Det er ikke det samme, som at vi går på kompromis, siger Birgit Hansen, der tidligere har erkendt, at kommunen ikke har prioriteret myndighedsrollen godt nok over for skrothandleren. 

Nordjyske har været i kontakt med Knivholt Autoophug, men de ønsker ikke at kommentere sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.