Støjforurening

Borgmester overvejer politianmeldelse efter kritisk brev

Ophidset debat om høj musik om sommeren i Skagen kan ende med en retssag om, hvad man som  borger kan tillade sig at kalde en politiker offentligt

Borgmester Birgit S. Hansen har fået nok af hendes skarpeste kritiker i sagen om støj i Skagen, Mogens Bandholm.
Borgmester Birgit S. Hansen har fået nok af hendes skarpeste kritiker i sagen om støj i Skagen, Mogens Bandholm. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FREDERIKSHAVN: Borgmester Birgit S. Hansen (S) overvejer nu alvorligt at melde skagboen Mogens Bandholm til politiet for injurier. 

Det sker efter, han har skrevet til samtlige byrådsmedlemmer og fået optaget et læserbrev med samme indhold i Nordjyske Stiftstidende 14. juni.

Her anklager Mogens Bandholm borgmesteren for magtmisbrug, for at lyve og manipulere og for at ansætte ukvalificerede personer med personlige bånd til hende selv.

- Jeg skal som borgmester kunne stå på mål for meget, men der er et loft for alting, og det er ved at være nået, siger Birgit S. Hansen.

- Der er tale om injurier, når der bruges ord som løgner og magtmisbrug, og Mogens Bandholm sender det ud til en stor kreds af mennesker. Det er ikke mig som person, der er udsat for injurier. Det er borgmesterens rolle, han angriber, oplyser borgmester Birgit S. Hansen.

Baggrunden for Mogens Bandholms brev er en årelang debat om høj musik i Skagen. 

Mogens Bandholm har gentagne gange siden 2017 kritiseret kommunen for ikke at skride ind overfor den høje musik fra restauranter og spillesteder.

Mogens Bandholm fastholder, at borgmester Birgit S. Hansen har løjet i sagen om kontrollen af høj musik i Skagen. Arkivfoto: Peter Broen

Nordjyske kunne fornylig afsløre, at kommunen ikke havde ført kontrol med lydniveauet, som den skulle, selvom borgmester Birgit S. Hansen havde forsikret, at lyden var blevet kontrolleret. 

Det beklagede hun med ordene:

- Jeg er både vred, ked af det og skuffet. For jeg har jo været ude at sige noget, som ikke holder vand. Og det er jeg træt af, for jeg synes som et minimum, at man - uanset om tingene er svære og komplicerede - skal sige sandheden. Jeg har ikke fået korrekt information, så nu er der ikke andet at gøre end at rykke plastret af.

Mogens Bandholm skriver løgne flere gange og pointerer i sit læserbrev: "At en af de mest bekymrende aspekter af borgmesterens adfærd er hendes brug af løgne for at beskytte sin egen position og skjule sine fejltrin."

Ord som "borgmesterens løgne, manipulation, magtmisbrug og ødelæggelser" har fået kommunaldirektør Thomas Eriksen på banen.

- Der er grænser for, hvor meget en folkevalgt politiker skal stå på mål for, siger kommunaldirektør Thomas Eriksen, der har bedt om en juridisk vurdering.

- Vores advokat mener, at der er sket en overtrædelse af straffelovens § 267, og han vil nu skrive til Mogens Bandholm, oplyser kommunaldirektør Thomas Eriksen.

Injurier

  • § 267 Den, der fremsætter eller udbreder en udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Straffeloven

Fastholder Mogens Bandholm sine udtalelser, er næste skridt en politianmeldelse fra Frederikshavn Kommune på vegne af borgmester-embedet.

Mogens Bandholm er ikke overrasket over Birgit S. Hansens reaktion:

- Hun prøver på at komme uden om fakta, og jeg kan dokumentere, at hun har løjet i støjsagen. Jeg skriver nu til byrådet, fordi de bare ser passivt til, forklarer Mogens Bandholm.

Mogens Bandholm har endnu ikke hørt fra kommunens advokat og kan derfor ikke for nuværende svare på, hvilke ytringer han kan trække tilbage. Han kan ikke umiddelbart se nogen grund til at trække brevet tilbage, da han mener at have belæg for ord som 'manipulation' og 'løgn'.

- Og hvis jeg nu skal i retten for injurier, så må jeg få mig en advokat, siger Mogens Bandholm.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden