Buschauffør så dreng gå ind i skur med benzindunk - øjeblikket efter var der ildebrand

Politiet i Frederikshavn efterlyser en dreng i 15 års-alderen, der har forsøgt at starte en brand i et DSB-skur

Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

FREDERIKSHAVN:En dreng på omkring 15 år forsøgte onsdag klokken 14.25 at starte en brand i et skur tilhørende DSB på Kragholmen i Frederikshavn. Det oplyser politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi.

En buschauffør, der holdt på busholdepladsen ved siden af skuret, lagde mærke til en dreng, der kom gående med en benzindunk og gik ind i skuret.

Øjeblikket efter så buschaufføren, at drengen løb væk fra skuret. Buschaufføren gik over til skuret og så, at benzindunken stod i flammer. Han fik fjernet benzindunken, så branden ikke nåede at brede sig til resten af skuret.

Lignende brand sidste måned

Drengen, der var omkring 15 år, var 165 centimeter høj og dansk af udseende. Han bar en sort dunjakke, en hvid hættetrøje og et par mørke bukser.

Politiet mistænker også drengen for en anden brandstiftelse 10. april. Dengang brændte et lignende skur, der lå på Langerak blot 200 meter derfra.

- Der kunne vi ikke fastslå brandårsagen, så vi ser på de her to sager i en sammenhæng, siger politikommissær Peter Skovbak.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.