Bybusserne vil køre langt mindre - ældre og gangbesværede rammes hårdt

Frederikshavn Kommune har et fast budget til kollektiv trafik. Men NT’s prisstigninger betyder nu, at kommunen ikke kan holde alle busruter kørende

Bybusserne i Frederikshavn og omegn vil køre langt mindre - det går blandt andet ud over de gangbesværede borgere.  <i>Foto: Frederikshavn Kommune</i>

Bybusserne i Frederikshavn og omegn vil køre langt mindre - det går blandt andet ud over de gangbesværede borgere.  Foto: Frederikshavn Kommune

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune lægger hvert år et budget for, hvor mange penge kommunen kan bruge på kollektiv trafik. 

De fleste af de penge går til Nordjyllands Trafikselskab (NT), som udfører kørslen med busser og flextrafik. Men på grund af stigende priser skal NT nu have 8,6 millioner kroner mere for samme ydelse. Det er på grund af stigende priser på brændstof og færre passagerer, som giver færre indtægter.

Derfor bliver flere busruter nu nedlagt. Det besluttede kultur- og fritidsudvalget torsdag aften.

Nødt til at finde løsninger

- Det er rigtigt ærgerligt, og vi ved godt, at det her kommer til at gå ud over passagerer i Frederikshavn og i oplandsbyerne. Men vi er nødt til at finde løsninger inden for det budget, vi har, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune, Peter Laigaard (K).

Lovpligtigt bestemt 

Kommunens tilbud til borgerne om kollektiv trafik er inddelt i ”kan- og skal-kørsel”. 

28,3 millioner kroner dækker kørsel, som er lovpligtigt bestemt. Det er for eksempel kørsel med skoleelever, og den kørsel kan kommunen ikke flytte penge fra. Derfor ser man i stedet på ”kan-kørsel”. Det er for eksempel bybusserne, der også kører til oplandsbyer som Strandby, Ravnshøj og Skærum.

Bliver nedlagt

De fleste afgange med bybusser bliver nedlagt, da det reducerer den pris, NT skal have, med fem millioner kroner per år. Og det er en stor del af den samlede pose penge på de 8,6 millioner, som kommunen skal finde.

Men de afgange, hvor skoleelever og uddannelsessøgende har behov for at komme med bybussen til og fra skole og uddannelse, fortsætter. Og her må alle passagerer fortsat køre med. Derudover har kultur- og fritidsudvalget bestemt, at enkelte bybusser fortsætter med at køre på nogle afgange om formiddagen.

Sagen kommer i høring

En af de grupper, som nedlægningen af bybusser kommer til at gå særligt ud over, er ældre og gangbesværede. 

Især i formiddagstimerne kører en del passagerer med rollatorer med bybusserne. Derfor skal sagen i høring hos ældrerådet og handicapudvalget.

Betydning for gangbesværede

- Det er klart, at færre bybusser især får betydning for gangbesværede og dem, der ikke har andre transportmuligheder. Men det er også vigtigt at sige, at det stadig er muligt at bestille Flextur, siger Peter Laigaard.

Kommunen skal informere NT om ændringer i kørselsniveauet inden 16. november. Men det er først til næste år, at passagerne vil mærke ændringer i køreplanerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.