Fører meldes uden for livsfare efter ulykke med campingvogn
Bil med campingvogn kom i slyng og forulykkede på E45
Opdateret 17. juli 2022 kl. 09:51
FLAUENSKJOLD: Klokken 11.28 lørdag hastede både politipatruljer, ambulancer og beredskabet til E45 Frederikshavnmotorvejen.
Her var der sket en ulykke i det nordgående spor mellem frakørsel 15 Jyske Ås og 14 Flauenskjold.
- Det var en soloulykke, hvor en bil med campingvogn var havareret, oplyste vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi lørdag.
Campingvognen kom i slyng, og dermed mistede føreren af bilen, en dansk mand, herredømmet over køretøjet og væltede. Både nødsporet og første vognbane var efterfølgende spærret.
I den forulykkede bil var to personer, og føreren kom slemt til skade. Han blev kørt til skadestuen i Aalborg med politieskorte.
Søndag var der så godt nyt:
- Han meldes uden for livsfare, men han fik blandt andet flere brud, fortalte Thomas Ottesen søndag formiddag.
Passageren i bilen blev kørt til kontrol men var ikke kommet noget alvorligt til.
Føreren har forklaret, at campingvognen af uvisse årsager kom til at slingre. Han forsøgte at rette op med mistede kontrollen og forulykkede. Der er ikke mistanke om hverken kørsel i påvirket tilstand eller for høj fart, understreger vagtchefen. En bilinspektør har undersøgt bil, campingvogn og ulykkesstedet og kommer senere med en rapport.
Ulykken gav gener for den øvrige trafik, indtil begge spor atter var farbare kort før klokken 12.30.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.