Cup No 1 – fodbold, fest og farver

131 fodboldhold er i fuld gang med at afvikle turneringen i Frederikshavn

Det er en oplevelse at spille mod hold fra andre lande og især med et stort publikum. 
Det er en oplevelse at spille mod hold fra andre lande og især med et stort publikum.  Foto: Hans Sejlund

Opdateret kl. 17:23

FREDERIKSHAVN: Siden den fælles indmarch på Frederikshavn Stadion mandag aften har fokus for deltagerne i Cup No. 1 været på fodboldkampene. Hvordan er vores pulje i år? Hvilke hold skal vi møde? Er der nogle spændende hold fra fjerne lande? Og mon vi klarer os igennem til finalerne?

Her midtvejs i turneringen begynder der at komme svar på nogle af spørgsmålene. Nogle hold rider på en bølge af succes, andre har fået øretæver, men har stadig håbet om at gå videre. Men uanset, hvordan de indledende kampe er gået, er det tydeligt at se, at alle hygger sig. Mellem kampene er der tid til at se de andre hold spille eller bare slappe af i græsset med vennerne.

Cup No. 1-koordinator Jette Varmløse har sved på panden, men alligevel det kølige overblik, for det er faktisk gået rigtig godt med arrangementet de første dage. Alle hold er nået frem trods pilotstrejke, om end enkelte med forsinkelse. Men her har arrangørerne været fleksible og formået at tilpasse kampprogrammet, så de forsinkede hold alligevel kunne spille deres kampe.

Pigerne fra San Francisco venter på at gå på banen. Der var usikkerhed om de amerikanske hold på grund af pilotstrejken, men alle nåede frem til Cup No. 1. Foto: Hans Sejlund

Indkvartering af 131 fodboldhold og deres ledere er en stor opgave, og alle byens skoler er taget i brug. Traditionen tro har alle pedellerne været til midtvejsevaluering hos Cup No. 1 onsdag middag, og her meldes der om god ro og orden overalt. Børnene opfører sig eksemplarisk og der har ikke været problemer.

- Jeg er utrolig glad for samarbejdet med pedellerne. Det er guld værd at have en livline til nogle, der kender skolerne ud og ind, hvis jeg for eksempel får en melding om et tilstoppet toilet. Så behøver jeg bare sende en sms og kan være tryg ved, at problemet bliver løst lynhurtigt, siger Jette Varmløse.

Fodboldspillerne sætter deres præg på hele Frederikshavn i deres farvestrålende kampdragter, for der bliver også tid til shopping, en tur på Palmestranden eller i svømmehallen. Hundredvis af medrejsende forældre bidrager også til at skabe liv i gågaden og omsætning i butikkerne, så hele Frederikshavn har stor glæde af Cup No. 1.

Arrangør-klubben FfI stiller naturligvis op med flere hold. Her er det et af pigeholdene, der har taktikmøde før kampstart. Foto: Hans Sejlund

Mange frederikshavnere ser foldboldstævnet som et hyggeligt udflugtsmål. Ser noget fodbold, snakker med de andre tilskuere og nyder en is eller en hotdog. Det gælder i særlig grad byens daginstitutioner, hvor de små børn får en anderledes oplevelse – og måske en tur i hoppeborgen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden