Fiske‑industri

Dåsemakrel, agurk og majo: Statsministerens frokost øger fokus på nordjysk fiskeproducent

Sæby Fiske-Industri glæder sig over fornyet opmærksomhed til makrel i tomat

På årsbasis producerer Sæby Fiske-Industri mellem 97-105 millioner dåser, hvoraf godt 85 procent eksporteres til supermarkedskæder i Europa.  Arkivfoto: Hans Ravn
På årsbasis producerer Sæby Fiske-Industri mellem 97-105 millioner dåser, hvoraf godt 85 procent eksporteres til supermarkedskæder i Europa. Arkivfoto: Hans Ravn

Opdateret kl. 22:21

SÆBY: Der er makrelmadder på frokostmenuen hver dag hos Sæby Fiske-Industri, som laver landets eneste danskproducerede dåsemakrel i tomat.

En menu, som ikke blot spises i Sæby - men åbenbart også på Marienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen bor.

Lørdag delte statsministeren et billede af sin rugbrødsmad med makrel, mayonnaise og agurk, og hurtigt blev den gode, gamle makrelmad udgangspunkt for en heftig debat.

Nogle hyldede Mette Frederiksen for den folkelighed, som makrelmaden repræsenterer - andre mente, hun forsøgte at fjerne fokus fra en netop offentliggjort rapport, der konkluderer, at Mette Frederiksen løj overfor danskerne og Folketinget i foråret, da hun skubbede myndighederne foran sig og påstod, at de anbefalede hård nedlukning af Danmark.

En makrelmad på Mette Frederiksens sociale medie-profiler blev anledning til heftig debat i weekenden. Skærmbilledet er fra Facebook.

Men selvom weekendens debat på sociale medier havde skeptikere, har makrelmaden været anledning til højt humør på fiskefabrikken i Sæby.

- Det er altid sjovt at se, når folk deler billeder af deres makrelmadder. Alle har jo et forhold til makrel. Det har givet os nogle gode grin, siger Ranya Abdullah, marketings- og salgskoordinator hos Sæby Fiske-Industri.

Hun fortæller, at Mette Frederiksens opslag har været med til at skabe øget opmærksomhed omkring makrel-producenten fra Sæby, eftersom flere følgere har tagget virksomheden i kommentarer til opslagene.

Men hvorvidt det er en makrelmad fra Sæby, er Ranya Abdullah i tvivl om.

- Mette Frederiksen delte ikke et billede af den dåse, hun havde makrellen fra, så det er svært at afgøre, om det er fra vores produktion. Men vi håber da, at hun har støttet vores lokale, danske produktion, siger Ranya Abdullah.

Effekt er svær at spore

Selvom weekendens opmærksomhed på makrel i tomat hilses velkommen i Sæby, er det uvist, om den øgede opmærksomhed har fået danskerne til at putte mere dåsetomat fra Sæby i kurven, når de har handlet i deres lokale supermarked.

Sæby Fiske-Industri sælger sin makrel til landets fødevarebutikker, og derfor har fiskefabrikken ikke mulighed for at spore eventuelle udsving i salget på nuværende tidspunkt.

Øget salg eller ej, så glæder Ranya Abdullah sig over opmærksomheden til dåsemakrellen.

- Mette Frederiksen understreger rigtigt meget det, vi står for - at dåsemakrel er for alle, og at det er sundt, siger Ranya Abdullah.

Og det er ikke første gang, at makrelmadder får taletid blandt politikerne. Da Mogens Jensen (S) under et pressemøde i november overlod sin titel som fødevarer- og fiskeriminister til Rasmus Prehn (S), fik den nye minister traditionen tro overrakt en gave - denne gang tre dåser makrel fra Sæby.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden