Livsstil

Den Skaldede Kok ramte bunden - konen tog på værtshus og hentede whisky i et syltetøjsglas

Carsten Olsen har en lang karriere bag sig med egne restauranter, tv-programmer, kogebøger og en nedtur, der gjorde ondt. Nu har han åbnet en restaurant i Sæby

Da Carsten Olsen var syv år, stod han og gloede ind ad et vindue på et motel. Her så han kokken knalde en stor stegepande ned på komfuret, så gnisterne dansede. Fra da af vidste Carsten, at han ville være kok. Foto: Kim Dahl Hansen
Da Carsten Olsen var syv år, stod han og gloede ind ad et vindue på et motel. Her så han kokken knalde en stor stegepande ned på komfuret, så gnisterne dansede. Fra da af vidste Carsten, at han ville være kok. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 28. juni 2022 kl. 12:02

SÆBY: Det er ret nærliggende at spørge Den Skaldede Kok om, hvad han fylder sit liv ud med, når han ikke længere drikker tre liter rødvin og to flasker vodka om dagen.

Og når han ikke længere skal forholde sig til en madanmeldelse, som kostede ham i omegnen af fire millioner kroner. Og når han ikke lige er med i et madprogram for dk4 eller TV2.

Men en del af svaret ligger måske lige foran os denne tirsdag formiddag i restauranten på Sæby Søbad - helt ud mod Kattegat - som han overtog 1. december.

Den Skaldede Kok - alias Carsten Olsen - er ved at få tjek på en kunde, som gerne vil holde sin 70 års fødselsdag i lokalerne. Der er dog lidt bøvl med datoerne, men det bliver ordnet.

Klokken 14 skal der holdes en sammenkomst efter en begravelse, og selskabet skal flyttes ind i et tilstødende lokale. Senere på dagen er 80 kilo flæsk klar til at blive stegt til 150 gæster. Og om torsdagen rejser 57-årige Carsten Olsen til København, hvor han skal i studiet og indspille et par sange. For musiker er manden også.

Vi konstaterer, at vi sidder over for en humoristisk og venlig mand med en rolig og klar stemme. En mand, som har været tæt på at dø af druk, men hvor det stadig fyger med masser af gnister og iværksætterlyst omkring det skaldede hoved.

Krudt i røven

Han har haft en god og tryg barndom. Og i en usædvanlig tidlig alder fik han sin egne skråsikre meninger og sin helt klare holdning til, hvordan det her liv skal leves.

Den Skaldede Kok

Den Skaldede Kok hedder egentlig Carsten Olsen.

Han er uddannet kok fra Hotel d’Angleterre og uddannet tjener fra Restaurant Plaza.

Han har en lang karriere med egen restaurant, catering, som køkkenchef og som forfatter til flere kogebøger.

Og ikke mindst har Carsten Olsen medvirket i utallige tv-programmer på blandt andet dk4 og TV2. Det var i disse programmer, han blev kendt som Den Skaldede Kok.

Han har også haft 20 sjove år i bikermiljøet, hvor Carsten Olsen var medlem af en motorcykelklub.

Musiker er han også, og Carsten Olsen har spillet i mange år med The Midnight Blues.

Carsten Olsen har vejet 160 kilo og har fået foretaget en Gastric Bypass-operation.

Han er gift med Helle Olsen, og parret bor i Bindslev i Vendsyssel.

Han har en søn fra et tidligere ægteskab.

1. december overtog Carsten Olsen en restaurant i Sæby, som har fået navnet Den Skaldede Kok - Sæby Søbad.

Lille Carsten havde med andre ord krudt i røven.

Som to-årig fik han fat i sin mors kødhammer, hvor der bagpå var en økse, som på uforklarlig vis satte sig fast i hans pande. Blodet løb. Behøver vi nævne, at Carstens mor skreg temmelig højt, da hun kom ind på værelset.

Allerede da Carsten Olsen var syv år, vidste han, hvad han ville være, når han blev stor.

Så er der serveret. Carsten Olsen har overtaget restauranten på Sæby Søbad, og denne aften skulle der steges 80 kilo flæsk. Foto: Kim Dahl Hansen

- Min far solgte tandlægeudstyr. Og en dag var jeg med ham. Vi tjekkede ind på et motel, og på et tidspunkt stod jeg og gloede ind gennem vinduet til køkkenet. En kok smækkede en stor pande op på komfuret, så gnisterne føg om ørerne på ham. Hvorefter han elegant kørte fingrene gennem smørret på panden. Fra da af var jeg solgt, og jeg vidste bare, at jeg ville være kok, fortæller Carsten Olsen, som kun var 11 år, da han på helt egen hånd gik direkte hen og opsøgte køkkenchefen på Hotel d’Angleterre i København angående en læreplads.

For hans mor havde sagt, at ”det var sådan et fint og fornemt hotel”.

Alt for ung

Køkkenchefen slog dog fast, at det var han alt for ung til.

Men chefen måtte have fået et godt indtryk af den unge mand. For et par dage efter fik Carsten Olsen et brev, hvori der stod, at han var optaget som kokkeelev på Hotel d’Angleterre, den dag han fyldte 16 år.

På det fine hotel var oplevelserne mange, og den unge Olsen nåede gennem læretiden at få hilst på blandt andre Victor Borge, Dalai Lama og Simon Spies.

Den Skaldede Kok er kendt for et hav af tv-udsendelser. Privatfoto

Men én ting er, at man ved, hvad man vil.

Carsten Olsen har samtidig en svaghed for mennesker, som falder lidt uden for det normale. Mennesker, som er lidt skæve i deres indstilling. Og som insisterer på at bevare deres frihed og deres integritet.

Da Carsten Olsen som teenager flyttede med familien til Christianshavn - i 1978 - var der nok af skæve mennesker at iagttage.

Og de fortællinger har været med til at forme Carsten Olsens måde at leve livet på.

Dykker-Børge på Christianshavn

Én af dem var Dykker-Børge, som var tidligere erhvervsdykker. Nu var han blevet sådan lidt sølle.

Han holdt til nede ved kanalerne, men en gang imellem lejede Dykker-Børge et kostume og klædte sig ud som Christian 4.

Dykker-Børge havde også lejet en lanse samtidig med, at han havde lånt en hest ude på Christiania, hvorefter han som Christian 4. erklærede Christianshavn for en selvstændig stat.

Jagter friheden

Som voksen har Carsten Olsen i den grad fortsat med at jagte friheden og uafhængigheden - også hvad angår udseende.

Man kan mildt sagt konkludere, at Carsten Olsen har et råt udtryk. Også på hænder og fingre. Privatfoto

Med tatoveringer på det meste af kroppen, ringe med dødningehoveder, bred krop, brede armbånd og et skaldet hoved, har der naturligt nok været respekt omkring Olsen, der i sine yngre dage heller ikke var bange for at dele en lussing ud, hvis det var nødvendigt.

Anmeldelse kostede millioner

Han har haft egen restaurant over flere omgange, blandt andet da han overtog Restaurant Perlen i Tivoli i 2007.

Det blev nogle svære år, og fra starten var der visse uoverensstemmelser med direktøren for Tivoli omkring madkonceptet.

Til sidst fik Carsten Olsen lov til at omdøbe restauranten til Den Skaldede Kok.

I mange år har Carsten Olsen været medlem af bandet The Midnight Blues. Privatfoto

På et tidspunkt fik restauranten besøg af en madanmelder fra en landsdækkende avis. Og det fik alvorlige konsekvenser for den daglige drift.

Anmelderen begyndte med at slå fast, at Den Skaldede Kok lignede en HA-rocker med de store overarme og tatoveringer, hvorefter maden blev høvlet langt ned under køkkengulvet.

- Vi gik fra fulde huse til nul gæster og aflyste selskaber i lang tid derefter. Jeg vil tro, at den dårlige anmeldelse alt i alt kostede os fire millioner kroner, fortæller Carsten Olsen, som blandt andet også har drevet sin egen cateringvirksomhed, ligesom han har undervist udsatte unge i madlavning på Helsingør Ungdomsskole.

Den Skaldede Kok blev født

Men det er ikke kun i restauranter, at Carsten Olsen har brugt sin viden om mad.

Carsten Olsen var gennem en stor del af livet god til at drikke rigtig meget spiritus, og det var ikke fordi, han skulle blære sig. Det handlede mere om, at han i det hele taget ikke gjorde noget ”en lille smule”. Både når det handlede om at leve livet og om mad og drikke. Foto: Kim Dahl Hansen

Nærmest ved en tilfældighed begyndte han at lave tv-programmer for dk4, hvor han skulle tilberede god mad til billige penge. Det skete helt tilbage i 1999, og dermed var konceptet ”Den Skaldede Kok” blevet født.

- Dk4 havde fået et afbud fra et firma, som ikke mente, at tv-kanalen var fin nok. Og så var jeg blevet anbefalet af en god veninde. Jeg troppede op med alle mine tatoveringer og store overarme, og de turde vist ikke andet end at ansætte mig, fortæller Carsten Olsen med et grin.

Succesen blev stor, for Carsten Olsens rå udseende kombineret med et stilsikkert sprog og en charmerende væremåde tiltalte en stor del af befolkningen.

Indtil videre har han optaget 160 programmer for dk4, og Carsten Olsen har også lavet madprogrammer for TV2.

Kæmper med en mørk side

Efterfølgende havde han det dog svært med at blive et kendt ansigt, fordi det dermed var slut med at ”forsvinde i mængden”. Og fordi det tit var slut med bare at være sig selv.

I det hele taget var det ikke alting i livet, som var let for Den Skaldede Kok.

Der er stadig fuld fart på Carsten Olsen. Foto: Kim Dahl Hansen

Han har en mørk side, som han har kæmpet med flere gange.

Måske stammer sårbarheden fra Carsten Olsens biologiske far, ”som ikke var psykisk stærk”.

Og Carsten Olsen er helt på det rene med, at han kunne have været havnet i en dyb depression, hvis ikke han helt bevidst har valgt at fokusere på alt det gode i livet.

Det lyder alt for enkelt, men det er sådan, det var. Og er.

Og selv om de fleste vil betegne det at have et misbrug som en mørk side, har Carsten Olsen aldrig lagt skjul på, at han godt kunne lide at drikke spiritus.

Han var god til at drikke meget, og det var ikke fordi, han skulle blære sig. Det handlede mere om, at Carsten Olsen ikke gjorde noget ”en lille smule”. Han gik all in. Både når det handlede om at leve livet og om mad og drikke.

Det blev for meget

Men til sidst blev det alt for meget.

Da misbruget var på det højeste, drak Den Skaldede Kok - mens han passede sit arbejde - tre liter rødvin og to flasker vodka om dagen.

Og han begyndte vel og mærke ikke at drikke før om aftenen.

Carsten Olsen er da heller ikke stolt af dengang, da han for anden gang havde fået en hjerteoperation, hvor han hurtigt udskrev sig selv fra sygehuset.

Og hvor han to timer senere lå bevidstløs af druk på gulvet derhjemme.

Bunden kom i 2017, da Carsten Olsen vågnede om natten og mildt sagt havde det elendigt, fordi kroppen og nervesystemet trængte til spiritus.

Han havde netop besluttet sig for stoppe med at drikke. Fra den ene dag til den anden.

Men at stoppe brat på den måde kan være livsfarligt med et så stort forbrug, som det Carsten Olsen havde.

Heldigvis havde han sin nuværende kone - Helle Olsen - ved sin side.

Carsten er gift med Helle Olsen, og parret bor i Vendsyssel. Privatfoto

Det hjalp ikke at drikke de seks øl i køleskabet.

Så for at få ro i kroppen kørte Helle ned på det nærmeste værtshus. Hun medbragte et syltetøjsglas og fik det fyldt op med whisky. Derhjemme drak Carsten indholdet af syltetøjsglasset, hvorefter han endelig kunne falde i søvn.

Og han har ikke rørt spiritus siden.

Han kunne godt have fortsat nedtrapningen, men valgte alligevel at stoppe helt. Og efter et par uger var det overstået.

I dag er han bevidst om, at hvis han drikker bare en enkelt genstand, vil Den Skaldede Kok ikke kunne styre antallet af genstande i morgen.

På et tidspunkt fik Carsten Olsens restaurant i Tivoli i København besøg af en madanmelder fra en landsdækkende avis. Og det fik alvorlige konsekvenser for den daglige drift. Foto: Kim Dahl Hansen

- Så er det bedre ikke at tage chancen. Jeg lever efter den regel, at der er ikke noget, der hedder ”at falde i vandet”. Jeg har det sådan, at hvis det går godt i dag, så går det sikkert også godt i morgen, siger Carsten Olsen.

Flyttede til Vendsyssel

For et par år siden flyttede Helle og Carsten Olsen til en lille by i Vendsyssel.

Som nævnt har Den Skaldede Kok overtaget restauranten i Sæby Søbad, hvor han i øjeblikket ”prøver sig lidt frem” i forhold til konceptet.

Kærligheden til en kvinde er en del af grunden til, at han er flyttet fra København til Vendsyssel.

- Helle er fra Frederikshavn, og hun har hele sin familie heroppe. Og jeg har min mor, papfar og lillebror boende her. Min søn bor i Roskilde, og det gør lidt ondt, men jeg kan jo ikke få det hele. Jeg har et fantastisk liv sammen med Helle, og uden hende var jeg nok død af druk. Så har jeg min restaurant i Sæby, som jeg forventer mig rigtig meget af. Og måske skriver jeg en sang, når jeg har fri. Det er kærlighed og ærlighed, siger Carsten Olsen.

Og selv om han i bogen - ”Den Skaldede Kok - I Medgang og Misbrug” - siger undskyld til en del mennesker (men også siger tak til mange) - har han derudover ikke fortrudt særlig meget i sit liv.

I bogen skriver han blandt andet:

”Jeg har ikke været den bedste mand, kæreste, kammerat, chef eller det bedste menneske, men jeg har prøvet. Nogle gange gik det godt, andre gange gik det slet ikke. Jeg har altid gået mine egne veje, og det var ikke for at være på tværs, men fordi det passede mig bedst.”

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden