Der er penge til at tre lokalhistoriske arkiver alligevel overlever
De lokalhistoriske arkiver forbliver i Skagen, Sæby og Frederikshavn
Opdateret kl. 15:48
FREDERIKSHAVN: Det bliver også fremover muligt for borgerne at besøge til tre lokalhistoriske arkiver i Tinghuset i Skagen, Clasens gård i Sæby og på Bangsbo i Frederikshavn. De tre arkiver var ellers lukningstruede i forbindelse med, at kystmuseet stod til at skulle finde en million kroner i besparelser.
Det oplyser direktør på Nordjyllands Kystmuseum Henrik Gjøde Nielsen i en pressemeddelelse.
- I forbindelse med gennemførelsen af Frederikshavns Kommunes reduktion af kommunens tilskud til Nordjyllands Kystmuseum, har det i samarbejde med forvaltningen ved kommunen vist sig, at reduktionen gennemføres på en måde, der giver et vist økonomisk frirum, forklarer Henrik Gjøde Nielsen.
Han fortsætter: - Dette frirum udnyttes nu af museet til at tage de lokalhistoriske arkiver i Tinghuset i Skagen, på Bangsbo i Frederikshavn og i Clasens Gård i Sæby ud af spareplanen, dog således, at en fuldtids arkivarstilling ved arkivet på Bangsbo reduceres til en deltidsstilling. Derved bevares borgernes adgang til arkivalierne på de tre lokationer i Skagen, på Bangsbo og i Sæby.
Direktøren siger, at museet naturligvis er opmærksom på den debat, som beslutningen i konsekvens af besparelserne medførte. Det skal i den sammenhæng understreges, at Nordjyllands Kystmuseum er et af de efterhånden få museer i Danmark, der har opretholdt arkivdriften. Ved adskillige museer har man i de forløbne år udskilt arkiver, men ved Kystmuseet har vi holdt fast på dem, og der er en stor glæde at konstatere, at vi fortsat kan gøre det i kraft af den måde, hvorpå den kommunale budgetreduktion gennemføres.
- Tilbage står fortsat de resterende dele af den tidligere udmeldte spareplan. Der skal stadig findes godt 650.000 kr. i driften, oplyser direktør og forskningschef Henrik Gjøde Nielsen, Nordjyllands Kystmuseum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.