Derfor vrimler det med sæler i Skagen

Mange dage med kuling og storm fra vest har ført det største antal unge gråsæler nogensinde set i Danmark til Skagen.

Onsdag morgen blev der spottet 45 sæler på stranden ved Grenen - ud af disse var 26 gråsælunger. Det er det største antal unge gråsæler nogensinde set i Danmark. Foto: Erik Christophersen/Grenen Fuglestation

Onsdag morgen blev der spottet 45 sæler på stranden ved Grenen - ud af disse var 26 gråsælunger. Det er det største antal unge gråsæler nogensinde set i Danmark. Foto: Erik Christophersen/Grenen Fuglestation

SKAGEN:Der er mange sæler på Grenen for tiden og fra tirsdag til onsdag skete der næsten en fordobling i antallet, da 23 blev til 45, hvilket er et stort antal i forhold til normalt på Grenen.

- Det er rigtigt mange sæler heroppe. Ud af morgenens 45 sæler så jeg 19 spættede sæler (den almindelige danske sælart) og hele 26 gråsælunger! Det slår den tidligere rekord for Skagen på 16 gråsæler, oplyser Rolf Christensen, ornitolog hos Grenen Fuglestation.

Mange af gråsælungerne på Grenen formodes at være drevet mere end 800 km. Helt fra Skotland. Ungerne er mindst halvanden måned gamle og kan derfor klare sig selv. Gråsæler lever både af fisk, bunddyr og muslinger. De kan fouragere(søge føde) hele døgnet - og det uden at se deres byttedyr på dybt vand.

Gråsælen bliver kaldt for Danmarks største rovdyr. Det store pattedyr kan veje op til 300 kilo og blive op til 2 meter lang. Frem til 2005 kunne gråsælen kaldes sjælden i det meste af Danmark, men den er i dag gået så meget frem, at den efterhånden kan ses overalt i landet, især i Østersøen og Vadehavet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.