Dobbeltheldig nordjyde: Først vandt hun et lod - så vandt hun den helt store gevinst

Tirsdag 17. januar fik en heldig kvinde fra Vendsyssel sig noget af en overraskelse, da hun vandt hovedpræmien i Varelotteriet. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Tirsdag 17. januar fik en heldig kvinde fra Vendsyssel sig noget af en overraskelse, da hun vandt hovedpræmien i Varelotteriet. Arkivfoto: Torben Hansen

VENDSYSSEL:Tirsdag 17. januar fik en heldig kvinde sig noget af en overraskelse, da hun vandt hovedpræmien på én million kroner i Varelotteriet.

Hvad der gør historien endnu bedre er, at kvinden kort tid forinden havde vundet det heldige lod i en konkurrence på sociale medier.

- Det er nærmest så heldigt, at man kommer til at tro på skæbnen. I tirsdags i sidste uge vandt den heldige kvinde en million i Varelotteriet. Og for at det ikke skal være løgn, havde den nyslåede millionær netop vundet sit lod i en konkurrence, som Varelotteriet afholder på de sociale medier - den ugentlige ’Søndagsquiz, oplyses i en pressemeddelelse.

Min første tanke var: Det passer simpelthen ikke, siger Vendsyssel-millionæren glad.

- Det var en helt uvirkelig fornemmelse. Jeg skulle bruge nogle dage på at sunde mig. Millionen gik ind på min konto dagen efter, men jeg blev ved med at tjekke min netbank for at se, om den nu stadig stod der, eller om jeg forestillede mig det.

Sommerferie og en rejse til Asien

Kvinden har spillet med i Varelotteriet i mange år og har vundet flere af de små gevinster på sine andre lodder.

Hvis man ikke spiller, har man ingen chance for at vinde, som hun siger:

- Men alligevel havde jeg aldrig for alvor forestillet mig, at jeg skulle vinde hovedpræmien. Da jeg vandt loddet på de sociale medier, tænkte jeg, at jeg sjældent plejer at være så heldig. Og så vinder jeg millionen lige bagefter, fortæller den glade vinder, der også har delt nyheden med familie og venner, som er meget glade på hendes vegne.

Og hvad skal pengene så gå til?

- Jeg havde allerede planlagt en rejse til Asien, da jeg vandt, men nu får jeg lidt ekstra lommepenge til turen. Den er først til vinter, så nu overvejer jeg også at tage på sommerferie. Og så skal mine børn selvfølgelig mærke det, slutter den heldige kvinde fra Vendsyssel.