Drabet på Eddie: Kvinde er løsladt - to mænd fortsat varetægtsfængslet

Kvinden spiller kun en mindre rolle i den spektakulære drabssag

 <i>Kim Dahl Hansen</i>

Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Den 46-årige kvinde, der sammen med sin mand og en anden mand er sigtet for det bestialske drab på Eddie Karl-Johan Christensen, er nu blevet løsladt.

Hun er dog fortsat sigtet i sagen, oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.

- Efterforskningen for hendes vedkommende er fuldt belyst, og der er dermed ikke længere grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen af hende, fortæller Frank Olsen.

Løsladelsen af kvinden er dermed også et udtryk for, at hun ikke spiller en større rolle i den spektakulære drabssag.

Derimod er kvindens 45-årige ægtemand og en 52-årig mand - der begge er fra Sverige - politiets hovedmistænkte.

Drabet på 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen skete sent om aftenen 9. maj, hvor han blev skudt og efterfølgende brændt på en ejendom nord for Frederikshavn.

Her boede Eddie i en campingvogn, mens ægteparret boede i huset. Ejendommen er ejet af den 52-årige sigtede i sagen.

Eddie var først efterlyst i nogle dage, efter hans mor ikke havde hørt fra ham. Da politiet ransagede ejendommen, blev ægteparret anholdt og knap en uge senere blev den 52-årige også anholdt, efter han frivilligt kom tilbage til Danmark fra Sverige.

De tre blev varetægtsfængslet, og den 45-årige mand og den 52-årige mand er altså fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Grundlovsforhørene mod de sigtede har været holdt for lukkede døre, og derfor er det ikke mange oplysninger, offentligheden har fået i sagen.

Motiv stadig ukendt

Et af de væsentligste spørgsmål er, hvorfor Eddie blev dræbt.

Han har en blodig fortid, hvor han for fire år siden blev forsøgt slået ihjel. Politiet mener dog umiddelbart ikke, at det har noget med drabssagen at gøre.

Drabsforsøget på Eddie i 2016 fandt sted på en landejendom i Elling under det, der kan betegnes som drikkelag. Her var flere andre mænd til stedet, og det endte med, at Eddie blev fundet i livsfare, lemlæstet med kraniebrud og stiksår og overhældt med benzin bagi hans egen varebil.

I 2017 blev to mænd - der dengang var 48 og 41 år - idømt henholdsvis seks et halvt og syv års fængsel for drabsforsøget.

Under en måned efter dommen blev Eddie selv idømt to et halvt års fængsel for at have haft en skarpladte pistol i sin lejlighed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden