Mystik om forladt sejlbåd: Hvem ejer den?
Redningsfolk, JRCC og politi i fælles aktion
Opdateret kl. 12:56
Det var et dramatisk opkald, Skagen Redningsstation modtog.
Via Nordjyllands Politi og Forsvarets maritime operationscenter JRCC fik redningsfolkene tirsdag eftermiddag kort før kl. 16 besked på at sætte kurs mod en position lige syd for Aalbæk, hvor en mindre lystbåd havde sat sig fast på en sandbanke.
- JRCC ville gerne have os til at gå ombord på sejlbåden for at sikre, at der ikke var folk om bord, der måske var kommet til skade, skriver Skagen Redningsstation i et opslag på Facebook.
Der blev derfor sendt både redningsbil og den hurtigtgående redningsbåd FRB 08 afsted mod Aalbæk, fortæller Michael Pedersen fra redningsstationen til Nordjyske.
Han deltog selv i aktionen. Og erkender, at det var med tilbageholdt åndedræt, at redningsfolkene entrede den lille båd.
Heldigvis blev det hurtigt konstateret, at der ikke var personer om bord,
- Alt var låst af på båden, og det var tydeligt at se, der ikke havde været nogen på båden længe, kunne man se. Jeg er sikker på, at det er en båd, der har revet sig løs og er drevet hertil, fortæller Michael Pedersen.
Båden bærer navnet "Sonja Aalborg". Ifølge folkene på Skagen Redningsstation har Nordjyllands Politi været i kontakt med en tidligere ejer, som har solgt den videre. Hvem der ejer den nu, er uklart.
Ved hjælp af et spil på redningsbilen inde på stranden sørgede redningsfolkene for, at båden blev trukket længere ind på land, hvorfra den lokale strandfoged har overtaget håndteringen af bådens videre skæbne.
Er du den (u)lykkelige ejer af en sejlbåd på 20 fod med navnet "Sonja Aalborg", så er den altså at finde ved Aalbæk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.