Dusør til nordjyske betjente efter redningsaktion

Dramatik i nordjysk havn udløste anerkendelse fra rigspolitichefen

Arkivfoto

Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Selv om der sædvanligvis følger løn med at gøre sit arbejde, så skader det heller ikke med lidt anerkendelse, når jobbet indebærer lidt ud over det sædvanlige.

Det har to betjente ved Nordjyllands Politi nu fået efter en dramatisk redningsaktion ved Sæby Havn fredag 17. september i år, hvor de ved fælles hjælp og en håndsrækning fra en civil borger reddede en nødstedt fra at drukne.

For det har de to betjente fra stationen i Frederikshavn nu modtaget et såkaldt dusørbrev fra deres øverste chef, rigspolitichef Thorkild Fogde, med en tak for indsatsen, et skulderklap og en kontant erkendtlighed.

Det fortæller Nordjyllands Politi på sin Facebook-side.

Fredag 17. september havde en mand bevæget sig ud på molen i Sæby i kraftigt blæsevejr, da en bølge pludselig rev ham i vandet udenfor havnebassinet.

Et alarmopkald sendte patruljen med de to betjente mod Sæby, og imens løb den nødstedte mand langsomt tør for kræfter i kampen mod bølgerne.

Heldigvis fik han resolut hjælp fra de to betjente. Mens den ene blev stående på kajen, smed den anden tøjet og sit tjenestevåben og hoppede i vandet, hvor det lykkedes at få hjulpet manden ind i havnebassinet og hen til en redningsstige, hvor den anden betjent ventede.

Her fik de to betjente assistance af en borger, som var stødt til og hjalp med at få trukket den nødstedte i sikkerhed på kajen.

Anerkendelsen af de to betjente foregik på stationen i Frederikshavn, hvor både deres daglige leder, politikommissær Lars Jensen, og politidirektør Anne Marie Roum Svendsen deltog.

Det fortæller stationslederen i Frederikshavn, vicepolitiinspektør Lasse Kragh.

- Vi gør noget ud af det, for det, de gjorde, ligger ud over, hvad man forventer af en polititjenestemand. Det handler om at kende sine egne begrænsninger i forhold til at hoppe i vandet, og det gjorde denne patrulje, konstaterer Lasse Kragh.

De to betjente ønsker ikke at træde frem med navn, men ved overrækkelsen af det såkaldte dusørbrev konstaterede den betjent, der sprang i vandet, at han syntes, han gjorde, hvad der var påkrævet i situationen.

- Hvem skal ellers gøre det? Jeg kan ikke bare stå på kanten og se personen slippe, sagde han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.