Efter Birgit Hansens farvel: Ny kandidat melder sig på banen og kommer med skarp kritik
Venstre-profil mener, der er lavet store fejl omkring Frederikshavn Havn - nu vil hun være borgmester
Opdateret kl. 16:25
Når Birgit S. Hansen (S) ved udgangen af 2025 slipper borgmesterkæden i Frederikshavn Kommune, så skal den gerne hænges om halsen på Lone Haugaard (V).
Det mener den 48-årige Venstre-kvinde i hvert fald selv. Derfor melder hun sig nu på banen som borgmesterkandidat.
- Der er altså virkelig behov for, at der nu bliver sat en anden kurs. Den politiske ledelse gennem de seneste ti år har ikke ført kommunen et sted hen, som det er ønskværdigt at være, siger Lone Haugaard.
- Det er en stor og alvorlig opgave, der venter os. Og den kræver et nyt hold i byrådet, som har nogle andre kompetencer - og også nogle andre måder at gribe problemerne an på.
Lone Haugaard har allerede fået opbakning som spidskandidat fra en enig byrådsgruppe hos Venstre. Desuden udtrykker bestyrelsen i Venstres kommuneforening i en pressemeddelelse, at man er glad for, at hun stiller sig til rådighed som spidskandidat.
- Andre kandidater er jo stadigvæk velkomne til at melde sig på banen. Men det er selvfølgelig rigtigt dejligt, at jeg har fået den her opbakning, siger Lone Haugaard.
- Og så vil jeg selvfølgelig også gerne understrege, at det er en kæmpe holdopgave at vende udviklingen i kommunen.
Hun blev født 20. september 1975 - og stammer fra Bogense på Fyn.
Lone Haugaard er gift med Rasmus Haugaard, der er formand for Erhverv Norddanmark. Parret har tre børn på henholdsvis 10, 14 og 15 år. Familien har siden 2014 boet på slægtsgården Gjersholt ved Østervrå - hvor Rasmus Haugaard er opvokset.
Lone Haugaard blev valgt til byrådet i 2021. Hun repræsenterer Venstre i børne- og ungdomsudvalget samt i kultur- og fritidsudvalget. Desuden har hun plads i distriktsrådet, som er et forum for de 29 landsbyer i Frederikshavn Kommune.
Lone Haugaard har en baggrund som advokat, og hun har været medindehaver af en større advokatvirksomhed i Aalborg. Hun har desuden en MBA-grad og driver sammen med sin mand en af Nordjyllands største ejendomsvirksomheder. Endelig er hun mangeårig formand for menighedsrådet i Østervrå.
Om havn: - Så stor en satsning må bare ikke gå galt
Ét af de områder, hvor Lone Haugaard føler et stort behov for ændringer, er omkring Frederikshavn Havn. Som det på det seneste har været beskrevet, så har havnen lige nu en gæld på mere end halvanden milliarder kroner - og indtægterne er simpelthen ikke store nok til at forrente gælden.
- Jeg er jo ikke imod, at der er arbejdet med et projekt om at udvide havnen. For det er selvfølgelig en god idé at udvikle ét af de store aktiver, vi har i kommunen, siger Lone Haugaard.
- Men problemet er, at der efterfølgende er truffet 117 forkerte beslutninger i udførelsen. Så det er kørt helt af sporet, som vi jo kan se i dag.
I den forbindelse savner Lone Haugaard en nøjere overvågning i forløbet.
- Halvanden milliard er virkelig en meget, meget stor gældsætning for en kommune af Frederikshavns størrelse. Når man laver så stor en satsning, må man følge det utroligt tæt og nøje, for det må bare ikke gå galt. Og det er præcis det, der er sket.
På den baggrund kritiserer Lone Haugaard, at byrådets repræsentanter i havnebestyrelsen er udpeget ud fra partifarver - og ikke på baggrund af kompetencer.
- Det virker jo mærkeligt, at man har sat nogle af vennerne fra byrådet ind i en havnebestyrelse - med baggrunde som gymnasielærere eller politibetjente. Og samtidig har vi i byrådet Jens Borup (V) siddende, som har 20 års bestyrelseserfaring og erfaring fra erhvervsdrift på havnene. Jeg synes, at man har spillet med skæbnen - og det er en forkert måde at gøre det på.
Jeg er jo sikker på, at Socialdemokraterne vil sige, at I selv har været med hele vejen, og at I selv har sagt ja til de her underskudsgarantier til havnen. Har I hos Venstre ikke præcis lige så stort et ansvar for det her?
- Det synes jeg ikke, at vi har. Jeg har ikke været inde i maskinrummet og har ikke haft mulighed for at få tilstrækkelig indsigt i de beslutninger, der er truffet. Og vi har jo også nogle gange stillet os ud på sidelinjen - ved hverken at ville stemme for eller imod de her underskudsgarantier, siger Lone Haugaard.
Borgmester Birgit S. Hansen (S) er mildt sagt ikke særligt tilfreds med den kritik, som Lone Haugaard rejser af udvælgelsen af de politiske repræsentanter i havnebestyrelsen.
- Det er ikke ordentligt af Venstre at tale om “vennerne” og folks profession på den måde. I øvrigt sad Anders Broholm (tidl. byrådsmedlem, red.) i havnebestyrelsen i en tidligere periode for Venstre - og han er også uddannet gymnasielærer. Og det er sådan, at Venstre i den forrige byrådsperiode selv havde udpeget et byrådsmedlem til havnens bestyrelse, der er laborant - og derfor er det også noget på bagkant, at man nu peger på det her problem, lyder det fra Birgit S. Hansen.
- Derudover hører det også med til historien, at Venstre i den nuværende byrådsperiode selv valgte at gå fra konstitueringsaftalen - og det betød jo så også, at Jens Borup ikke kunne få plads i havnebestyrelsen. Derfor synes jeg helt ærligt, at det er så lavt, at man nu kommer med den kritik, siger Birgit S. Hansen.
- Det er simpelthen heller ikke rigtigt, når det fremstår som om, at Venstre ikke kunne få noget at vide om havnens situation. Jeg har personligt aftalt med hele Venstres gruppe, at deres gruppeformand Peter Sørensen (tidligere Venstre, nu løsgænger, red.) deltog i en lille arbejdsgruppe omkring havnens situation, da alvorens gik op for byrådet.
- Byrådsmedlemmer har pligt til at bede om yderligere oplysninger, hvis de mener at have behov, og det skal Venstre gøre fremfor at stå på bagkant og tale om manglende indsigt. Det virker som om, Venstre er gået i valgkamp, og det er forudsigeligt. Men vi andre må altså bede om ordentlighed, siger borgmesteren.
Brænder for bosætning
En anden mærkesag for Lone Haugaard er at påvirke bosætningen i Frederikshavn Kommune positivt.
- Jeg synes virkelig, at der har været en fejlslagen strategi omkring bosætningen, siger hun.
- Jeg ved jo godt, at man alle steder gerne vil have en bedre demografisk udvikling. Men der er altså nogle steder, hvor man har været bedre til at modvirke tendenserne, end det er gjort i Frederikshavn Kommune.
I Lone Haugaards optik er indsatsen omkring ungdomsuddannelserne ikke koordineret godt nok - og det betyder i sidste ende, at for få unge mennesker bosætter sig i kommunen.
- Jeg synes virkelig, at det er ærgerligt, at man ikke har været god nok til at løfte sig op i helikopteren.
- Vi skal løftet miljøet omkring de unge - og vi skal have samlet ungdomsuddannelserne, så vi skaber et miljø, som de unge gerne vil være en del af.
Lone Haugaard synes, de nuværende uddannelsesmiljøer i lokalområdet er for nedslidte.
- Vi skal i det hele taget gøre det attraktivt for de unge mennesker at være her. Og der er jo nogle andre steder, hvor man har vist, at man kan gøre nogle ting.
- I Hobro er man ved at lave et samlet miljø nede på havnen, som ser ud til at blive rigtigt lækkert - og i Rønne har man samlet ungdomsuddannelserne i den samme bygning. Men i Frederikshavn Kommune har der simpelthen ikke været nogen visioner på det område - og det er meget væsentligt i forhold til bosætning.
Tror på muligheden
I løbet af de seneste år har Socialdemokraterne siddet utroligt solidt i borgmesterstolen i Frederikshavn Kommune. Men Lone Haugaard tror, at Venstre kan gøre comeback på posten.
- Alt er i spil, og jeg synes faktisk mulighederne for et skifte er gode. Jeg tror, at de fleste kan se, at der er brug for, at vi gør noget andet, end det der er gjort gennem de seneste ti år.
Selv om Lone Haugaard altså nu har meldt sig på banen som borgmesterkandidat, så kan der som nævnt stadigvæk komme andre Venstre-folk i spil.
Det er Venstres samlede kreds af medlemmer i kommunen, der har det sidste ord, når der skal udpeges en borgmesterkandidat. Det foregår ved et opstillingsmøde, som medlemmerne inden længe vil blive indkaldt til. I den mellemliggende periode står det Venstres medlemmer frit for at foreslå andre kandidater. Det oplyses i en pressemeddelelse af Louise Jæger, formand for Venstres kommuneforening.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.