Hotelbranchen

Efter milliardærs opkøb: Skagen-hotel får nyt navn

Det har mere end 100 år på bagen - nu skal der nye boller på suppen

Henning Kjeldsen overtog Hotel Plesner i Skagen sidste sommer sammen med sin forlovede.
Henning Kjeldsen overtog Hotel Plesner i Skagen sidste sommer sammen med sin forlovede. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 20:12

Det blev tegnet i 1907 af en arkitekt med tætte forbindelser til Skagens kendte kunstnermiljø, og siden har det fungeret som en velbesøgt perle i hjertet af turistbyen på toppen af Danmark.

Sidste sommer skiftede hotellet ejer, da den kendte storfisker Henning Kjeldsen købte det sammen med sin forlovede Anita Christensen.

Parret har store planer for det mere end 100 år gamle hotel, som i øjeblikket råder over 17 værelser - heraf ni i den originale hovedbygning. Henning Kjeldsen og Anita Christensen ønsker nemlig at tilføre deres investering 45 nye værelser og en wellnessafdeling, men de planer har Frederikshavn Kommune i første omgang skudt til hjørne.

Det forhindrer imidlertid ikke de nye ejere i snart at slå dørene op til en ny sæson. Men det bliver ikke under navnet Hotel Plesner - men derimod med det nye navn Plesners Badehotel på facaden.

- En ny rejse er begyndt, fortæller de nye ejere på hotellets Facebookside, hvor de understreger, at det er vigtigt at "fremhæve den historiske tilknytning til badekulturen og signalere vores fortsatte fokus på afslapning og velvære ved havet".

Henning Kjeldsen bruger masser af penge i sin hjemby. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Henning Kjeldsen har - siden han solgte ud af sine lukrative fiskekvoter - investeret massivt i sin hjemby. Han ejer nu omkring 60 ejendomme i Skagen - blandt dem fire hoteller - ligesom han er i fuld sving med at opføre et nyt maskinmuseum, der kommer til at ligge centralt på Skagen Havn på det sted, hvor auktionshallen tidligere lå.

Selv om Henning Kjeldsen har haft de store spenderbukser på, har han - så vidt vides - ikke lagt et bud på en af de mest kendte adresser i Skagen, nemlig Brøndums Hotel, som blev sat til salg i efteråret 2023, efter at den mangeårige ejer, Bendt Fredberg Jensen, døde 93-årig 1. juli 2023.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden