Rejser ‑ Corona

Efter norsk corona-udmelding: Det kan få voldsomme konsekvenser for Nordjylland

Det nordjyske turisterhverv risikerer at de norske turister helt udebliver - og det kan få store økonomiske konsekvenser

Der kan blive langt mellem turisterne i Skagen og resten af de nordjyske kommuner, hvis nordmændene ikke må rejse til Danmark før 20. august. Arkivfoto: Peter Broen

Der kan blive langt mellem turisterne i Skagen og resten af de nordjyske kommuner, hvis nordmændene ikke må rejse til Danmark før 20. august. Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN:I Norge arbejder regeringen på lige fod med den danske på højtryk for at kontrollere corona-virusset, og det har i dag fået den norske statsminister Erna Solberg til at komme med nye rejseråd.

Og det er dårligt nyt for det nordjyske turisterhverv. Meget dårligt.

Ifølge NRK, bliver nordmændene rådet til ikke at rejse udenlands frem til 20. august.

- Det vil få voldsomme konsekvenser i Skagen, siger turistdirektør i Toppen af Danmark, René Zeeberg, til NORDJYSKE og fortsætter.

- 35 procent af vores gæster er norske og de er gode kunder at have. De spiser på restauranterne, overnatter typisk på hotel og bruger vores kulturelle tilbud - så det bliver meget hårdt at undvære dem.

Der er dog en chance for, at nordmændene alligevel får lov til at rejse til Danmark inden højsæsonen slutter.

I sin udmelding siger Erna Solberg, at det måske bliver muligt at rejse til de øvrige nordiske lande, herunder Danmark tidligere. Det vil den norske regering tage stilling til senest 15. juni.

Men selv om det stadig efterlader et par sommermåneder, hvor turisterne kan strømme til Nordjylland, tror René Zeeberg at usikkerheden, får nordmændene til at undgå Danmark.

- Usikkerheden er næsten det værste. Fik vi en konkret udmelding kunne vi og turisterne forholde os til den, men jeg frygter, at nordmændene vælger at booke deres sommerferie andre steder af frygt for, at de ikke kan komme til Danmark alligevel, siger han.

- Vi har allerede oplevet et hav af afbestillinger på vores feriehuse.

Så mange penge bruger nordmændene

Ifølge borgmester Birgit Hansen er nordmændene særligt gode turister, fordi de bruger mange penge, når de i er i Nordjylland.

Forbrug pr. døgn:

Nordmænd 1700 kroner

Svenskere 1000 kroner

Tyskere 750 kroner

Satser på danskere

I et forsøg på at lokke danske turister til i stedet for de udenlandske har Toppen af Danmark investeret massivt i en ny kampagne.

Alligevel spår René Zeeberg, at det bliver en hård sæson.

- Det er en hel anden feriesæson, vi kigger ind i. Hvis man kan komme igennem det her år uden at gå konkurs, så har man gjort det godt. Det er et år som ingen andre. Havde vi talt sammen for to måneder siden, havde vi talt bæredygtighed og verdensmål, og nu taler vi mere eller mindre om, hvordan vi kan sikre overlevelse, siger han.

Store konsekvenser for hele kommunen

På borgmesterkontoret i Frederikshavn, sidder Birgit Hansen (S), og hun er også nervøs for konsekvenserne af de manglende nordmænd.

I kommunen man kan allerede se de første negative konsekvenser, at nedlukningen i turisterhvervene.

- Vi ser typisk, at antallet af ledige falder i forårsmånederne, fordi der er brug for sæsonarbejdere, men i år kan vi se, at der ikke bliver kaldt på de ledige, siger hun.

Det betyder, at kommunen udover de faldende indtægter fra turisterhvervet også har øgede udgifter til de ledige.

Den danske regering har hjælpepakker klar til kommunerne, men hvis de bliver fordelt ligeligt, spår Birgit Hansen, at det går udover Frederikshavn.

- Vi har mange, der er ansat i turisterhvervet, som lukkede ned fra dag ét og det betyder bare, at en nedlukning får større konsekvenser hos os, end hos andre kommuner, som har store sygehuse eller mange it-virksomheder, så vi ender op med et tab, hvis regeringen laver en udligning, som kompenserer kommunerne under ét, siger hun.

I Frederikshavn Kommune forventer de en merudgift på mere end 15 millioner kroner om måneden på grund af corona-virus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.