Nu kommer det til Nordjylland: - Jeg er helt vildt henrykt
Maleriet kan allerede ses senere i denne måned
Opdateret kl. 13:51
De fleste kan sikkert stadig huske, at de så P.S. Krøyers berømte maleri Fra Københavns Børs blive båret ud af flammerne fra Børsen i København på deres tv-skærme tilbage i april.
Maleriet kom ud i god stand, og nu venter en endnu længere rejse for det store værk - men under betydeligt mere fredelige forhold: Maleriet skal nemlig udlånes til Skagens Museum.
Det oplyser Skagen Museum i en pressemeddelelse.
- Det lykkedes at redde langt størstedelen af Børsens kunstgenstande og kulturskatte ud under branden i april. Heriblandt en af kronjuvelerne i samlingen, som er det store Krøyer-maleri af børsherrerne. Det er i en noget nær fuldstændig intakt stand, og derfor vil det også være ærgerligt, at det skal stå opmagasineret i lang tid.
- Så jeg er helt vildt henrykt over, at vi i Dansk Erhverv har kunnet lave en aftale med Skagens Museum, lyder det blandt andet fra adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.
Maleriet er efter branden blevet tilset af Nationalmuseets konservatorer, som har konstateret, at maleriet er i god stand og klart til at blive udstillet.
På Skagens Museum glæder direktør, Lisette Vind Ebbesen, sig til at fortælle historien om det spændende maleri:
- Det er en meget stor glæde og ære, at vi kan få lov til at passe på dette monumentale P.S. Krøyer-maleri, siger hun.
- Det er et værk, som indeholder en masse spændende fortællinger - både om et meget specifikt stykke dansk erhvervshistorie og om Krøyers evner til at mestre en kompleks komposition med mange portrætter, forklarer direktøren.
Fra Københavns Børs udlånes til Skagens Museum allerede fra 21. juni 2024.
Værket er fra 1895, og Krøyer har portrætteret en række af de vigtigste børsfolk i Børssalen, herunder forretningsmanden C.F. Tietgen.
Til DR har kunsthistoriker Bente Scavenius fortalt, at børsfolkene kunne købe sig til en plads i første række for 500 kroner, mens dem bagved pungede ud med 300 kroner - de bagerste gav så 100 kroner.
Det er i øvrigt et af Krøyers største arbejder rent arealmæssigt, da det måler 254 x 409 cm - kun overgået af Et møde i Videnskabernes Selskab, som måler 266,7 x 519,4 cm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.