Coronavirus

Elever smittet med corona - skole hjemsender 22 elever

Både på Bangsbostrand Skoleafdeling og Ravnshøj Skoleafdeling er elever blevet konstateret smittet med Covid-19

En 6. klasseselev på Bangsbostrand Skole er smittet med coronavirus, men har været i selvisolation siden slutningen af forrige uge. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

En 6. klasseselev på Bangsbostrand Skole er smittet med coronavirus, men har været i selvisolation siden slutningen af forrige uge. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: På Bangsbostrand Skoleafdelings 6. årgang er en elev testet positiv for Covid-19. Vedkommende var dog i forvejen hjemsendt, da et familiemedlem var konstateret smittet, hvorfor hverken flere elever eller lærere skal sendes i isolation. Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

- Eleven har ikke været på skolen siden slutningen af forrige uge på baggrund af selvisolation, så der er ingen af vores andre elever eller lærere, der er definerede som tætte kontakter. Derfor kan skolen fortsætte som normalt, uden at vi skal igangsætte særlige initiativer for at bryde smittekæden, fortæller skolechef Anette Nedermark fra Frederikshavn Kommune.

Eleven følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, hvilket vil sige, at vedkommende først vender tilbage til skolen, når denne har været symptomfri i syv dage.

Elever og ansatte på Ravnshøj-skole hjemsendt

Fredag aften oplyser Frederikshavn Kommune, at 22 elever og fem medarbejdere på Ravnshøj Skoleafdeling er sendt hjem, efter en elev er konstateret smittet med covid-19.

"Frederikshavn Kommune følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og hjemsender derfor 22 elever fra Ravnshøj Skoleafdelings 9. årgang. Det sker, fordi en elev i dag er testet positiv for Covid-19. Eleverne skal være i isolation, indtil der foreligger negative testresultater", skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Alle elever, der går i samme klasse som den smittede elev, defineres som nære kontakter og skal derfor testes, før de kan vende tilbage til skolen. Eleverne skal testes på 4. og 6. dagen, men kan vende tilbage allerede efter den første test, hvis svaret er negativt. Eleverne og forældrene i den berørte klasse er blevet kontaktet direkte.

Retningslinjerne omkring isolation og tests gør sig også gældende for de medarbejdere, som er den smittede elevs nære kontakter, hvilket er i alt fem medarbejdere. Disse er derfor også hjemsendt i isolation og skal have negative tests, før de må vende tilbage til Ravnshøj Skoleafdeling.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.