Hver anden gadelampe slukkes, og julelys halveres

Nu er det besluttet, at man i Frederikshavn Kommune sparer på lyset flere steder

Der har de seneste år været masser af julemagi og tusindvis af julelys i Frederikshavn. Det reduceres i år grundet de stigende elpriser. <i>Arkivfoto: Peter Jørgensen</i>

Der har de seneste år været masser af julemagi og tusindvis af julelys i Frederikshavn. Det reduceres i år grundet de stigende elpriser. Arkivfoto: Peter Jørgensen

FREDERIKSHAVN:Stigende elpriser har gjort, at Forsyningen ikke kan levere lige så meget el for det samme beløb, som den plejer.

Derfor har Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune tirsdag aften besluttet, at kommunens gadebelysning, effektbelysning og julebelysning skal reduceres.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Frederikshavn Kommune har nemlig en rammeaftale med Forsyningen.

Den økonomiske ramme i aftalen skal både dække strømforbruget, men også vedligehold af den eksisterende belysning og udskiftning af almindelig lys til LED.

- LED bruger langt mindre strøm end almindelige lyspærer, men udskiftningen koster også penge. Derfor er vi nødt til at spare på strømforbruget for fortsat at have råd til udskiftningen, siger formand for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen (S).

Hvor bliver belysningen mindre?

Teknisk Udvalg har besluttet, at der skal spares på belysningen på følgende måde:

1. Hver anden gadelampe bliver slukket, der hvor det ikke har betydning for trafiksikkerheden.

2. Kommunal effektbelysning på bygninger bliver slukket. Det er for eksempel det lys, der er på solnedgangspladsen i Skagen eller på Lodstorvet i Frederikshavn.

3. Den kommunale julebelysning bliver begrænset. Det betyder, at der bliver opsat ét juletræ med lys i hver af de tre hovedbyer, og der bliver opsat ét juletræ med lys i de oplandsbyer, som har en bevilling til det.

Handelstandsforeningerne tænder julelys i færre timer

Kommunen har lavet aftale med de tre foreninger FREDERIK Handel- og Virksomhedsforening, Sæby Handel og Skagen Handelsstandsforening om, at julelysene først tændes 25. november og slukkes igen 3. januar.

Julelysene er dermed kun tændt i 40 dage, og det er en reduktion af tændingsperioden på 40 procent.

Derudover er julelysene også kun dagligt tændt i tidsrummet fra 15.00-22.00.

Endelig vil de tre foreninger også reducere udsmykningen med lys i et omfang svarende til 40-50 procent.