Erklæring: 21-årig døde af forgiftning i fængsel

Der ligger intet kriminelt bag dødsfald i Kragskovhede Fængsel, og efterforskningen er nu lukket

Arkivfoto Carl Th. Poulsen

Arkivfoto Carl Th. Poulsen

JERUP:Det var en forgiftning, der var årsag til, at en 21-årig mandlig indsat i Kragskovhede Fængsel døde 28. december.

Det viser den foreløbige erklæring fra retsmedicinerne, fortæller vicepolitiinspektør John Henriksen, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Og samtidig er der intet der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag dødfaldet, understreger vicepolitiinspektøren.

- Ud fra de fund, vi har gjort og den efterforskning, der har været, så kan vi konstatere, at der ikke ligger noget kriminelt bag, siger John Henriksen.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilke fund politiet har gjort sig ved den 21-årige afdøde, og heller ikke hvilken form for forgiftning, der har været tale om.

Men efterforskningen af dødsfaldet er nu lukket.

Kragskovhede Fængsel er et åbent fængsel med 161 åbne pladser. Derudover er der et lukket afsnit med 50 pladser.

De indsatte er mandlige fængselsdømte fra hele landet, dog fortrinsvis fra Nord- og Midtjylland.

Kragskovhede Fængsel er en del af Institution Vendsyssel, der også omfatter Pension Hammer Bakker.