Fandt 38 år gammel flaskepost med et skatte-kort: Nu kan du tage på skattejagt
En sommerdag på Hirsholmene blæste en gammel flaskepost i land. Og den gemte på et skattekort.
HIRSHOLM: En blæsende sommerdag var familien Steffensen gået ned til havnen for at se, om de kunne få en lille rød plastikbåd til at sejle fra den ene ende af havnebassinet til den anden.
Men familien fra Sæby, der ferierede på Hirsholmene, fik hurtigt andre ting at tænke på. For på rigtig sørøver-maner stødte de på et gammelt skattekort.
- Da vi står på molen og holder øje med båden, får vi pludselig øje på flaskeposten, og ungerne på to og fire synes, det var mega sjovt, fortæller Anne Weirum Steffensen til NORDJYSKE.
Flasken var en gammel sodavandsflaske som, hvis datoen passer, har ligget i vandet siden før Anne Weirum Steffensen blev født.
Inden i var der et brev, som er dateret 13. januar 1982. Altså er den 38 år gammel.
I brevet står der først noget, som kan være svært at tyde, men sikkert at det, at det slutter med angivelsen af, hvor man kan finde en skat.
... skat, der ligger begravet 14 grader 36 nordlig længde og 62 grader 89 østlig bredde.
Til den der finder posten: Find skatten, jeg er for gammel.
Det er underskrevet Knud W. Petersen og slutter med et p.s., som måske får de fleste skattejægere til at trække følehornene til sig.
Skatten er lavet af pap.
Familien Steffensen har heller ikke planer om at tage på skattejagt.
- Vi har delt et billede af kortet på Facebook, i håb om at nogen kender Knud W. Petersen, men vi tror, at det måske har været brugt til en børnefødselsdag, når nu skatten er af pap. Men måske er der nogen andre, der har lyst til at gå på skattejagt - de skal være meget velkomne, siger Anne Steffensen.
Familien blev så grebet af det med flaskerposter, at de selv lavede to, som Johannes og Agnethe fik lov til at kaste i vandet.
Denne gang var det dog uden skattekort, men med en beskrivelse af, hvad de havde lavet på Hirsholm, mens de holdt ferie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.