Byplanlægning

Fart på i Sæby - men Venstre ville have en pause

Men S vil have gang i planlægning for Sæby Nord nu

Udviklingen går stærkt i Sæby Nord. Nu skal der laves en samlet plan. Arkivfoto: Torben Hansen
Udviklingen går stærkt i Sæby Nord. Nu skal der laves en samlet plan. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:56

SÆBY: Der er fart på i den nordlige del af Sæby.

Her bygges nye boliger både oven for den gamle kystskrænt og nedenfor. Her er campister i massevis, et stort hotel og feriecenter.

Og så er et nyt, privat kultur- og kursuscenter i støbeskeen.

Nu skal borgere, sommerhusejere og virksomhedsejere i området involveres i planlægning af udviklingen. Både med hensyn til bosætning, turisme, infrastruktur og klimatilpasning langs den milde Kattegatkyst, hvor vejret også kan være barskt.

Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn besluttede på sit møde tirsdag at igangsætte processen med at inddrage borgerne.

Men der var uenighed i udvalget om i hvilken rækkefølge, tingene skal ske.

Venstres to medlemmer af udvalget vil vente lidt med at skubbe arbejdet i gang.

Dels fordi kommunens tekniske forvaltning er presset af ekstraordinært mange byggesager. Dels fordi der endnu ikke er truffet beslutning i en politisk strid om, hvorvidt der skal anlægges en ny vej fra boligområdet Sæby Bakker til Frederikshavnsvej i nærheden af Svalereden.

Det er en vej, som Venstre ønsker anlagt som led i byudviklingen i Sæby Bakker.

- Og afhængig af hvad, vi beslutter om vejføring, kan resultatet føre til, at forvaltningen skal bruge ekstra ressourcer på at ændre forudsætningerne for helhedsplanen, anfører Peter Sørensen (V), formand for plan- og miljøudvalget.

Men socialdemokraterne, som har flertal i udvalget, stemte for at starte forarbejdet til helhedsplanlægningen med det samme.

Processen bliver delt op i faser, hvor den første er et digitalt startmøde.

I det videre forløb bliver der workshops, byvandringer, fotosafari mm.

Sideløbende kan interesserede komme med input på en ny digital platform, ”Sammen om Frederikshavn Kommune”.

Processen afsluttes med præsentation af Helhedsplan for Sæby Nord i maj næste år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden