Fem reddet fra lystsejler med knækket mast
Civilt handelsskib sejlede videre efter kollision nord for Skagen

De fem om bord på den forulykkede sejlbåd blev hentet i sikkerhed i et letgående redningsbåd som denne. Arkivfoto
SKAGEN:Fem personer på en lystsejler blev i nat evakueret fra deres båd i Skagerrak og sejlet i sikkerhed i Skagen efter en kollision med et indtil videre ukendt handelsskib.
Kollisionen skete kort efter kl. 02 natten til fredag. Det blev observeret af et andet skib i nærheden, som alarmerede Forsvarets Opreationscenter.
Det oplyser Klaus Thing Rasmussen, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter.
Fra Skagen Redningsstation blev to redningsbåde sendt afsted mod positionen for kollisionen. En hurtigtgående redningsbåd samt redningsstationens MRB "Lars Kruse". De fem personer om bord på lystsejleren blev taget med ind til Skagen i den mindste redningsbåd, mens "Lars Kruse" bugserede lystsejleren, der havde knækket masten og fået skader på skroget, ind til land, hvor den nu er lagt til kaj.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket til stede i Skagen for at foretage afhøringer. Det sker ikke mindst i forsøget på at finde ud af, hvad det var for et civilt handelsskib, som var involveret i sammenstødet til havs, men altså sejlede videre derfra.
- Skibet er sejlet ud af dansk farvand, så nu er det op til politiet og Søfartsstyrelsen at undersøge, hvilket skib det er, og hvor det befinder sig, siger Klaus Thing Rasmussen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.