Festival på jagt efter større sponsorater og det skal Toppen af Danmark sørge for
Turistorganisationen overtager ansvaret for sponsortegning, PR og markedsføring
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:58
SKAGEN: En ny aftale sikrer sponsorater og synlighed af Skagen Festival.
Det sker ved, at turistorganisationen Toppen af Danmark med kontor i Skagen overtager ansvaret for sponsortegning, PR og markedsføring af Skagen Festival. Med den nye samarbejdsaftale ønsker Skagen Festival Fond at professionalisere nøglefunktioner, som ikke længere kan løftes af frivillige.
Frem over får de 700 frivillige, som stabler Skagen Festival på benene, mere tid til at fokusere på god musikog oplevelser for feststemte festivalgæster. Skagen Festival Fond har nemlig udliciteret ansvaret for PR, markedsføring og sponsoraftaler til turistforeningen Toppen af Danmark i et fremtidigt samarbejde.
- Det sikrer en professionalisering, som er nødvendigt for at markedsføre Skagen Festival over for vores målgruppe på elektroniske medier og via pressen. Mediebilledet har udviklet sig gennem årene og ulønnede, frivillige kræfter har ikke den tid og de kompetencer, det kræver at konkurrere med andre kulturevents. Derfor er vi glade for at kunne lægge opgaven i trygge hænder hos Toppen af Danmark, siger Johan Hessellund, formand for Skagen Festival Fond.
Styrket sponsortegning
Som en del af aftalen bliver det også Toppen af Danmark, der kommer til at stå for at tiltrække og tegne sponsorer til Skagen Festival. En opgave, som både skal løses lokalt, men som også skal tiltrække nye, større sponsorater.
- Toppen af Danmark har erfaring og et bredt netværk, som Skagen Festival nu får mulighed for at trække på. Jeg forventer, at vi i de næste år får flere sponsorbidrag, end vi har kunne skaffe tidligere, og at vi kan koble en eller flere store, nationale sponsorer på festivalen. På bundlinjen vil det betyde, at der bliver flere penge at lave festival for, siger Johan Hessellund.
En historisk aftale
Hos turistforeningen Toppen af Danmark glæder direktør René Zeeberg sig over udsigten til at udvide samarbejdet med den største kulturbegivenhed i Skagen-området.
- Jeg har stor respekt for de frivillige kræfter bag festivalen. Det er imponerende, hvilken opgave de løfter hvert år, og vi er stolte over at få lov at bakke dem op med vores kompetencer inden for PR, markedsføring og sponsortegning, siger René Zeeberg.
- Aftalen med Skagen Festival er historisk stor for begge parter, og en blandt flere nye samarbejdsaftaler vi har indgået med blandt andre Kulturhus Kappelborg og Skagen Vinterbader Festival. Vi har de professionelle kompetencer og et bredt sigte ud mod både Sverige, Norge og Danmark. Det betyder, at vores partnere trygt kan overlade synlighed og sponsorater til os og koncentrere sig om at drive og udvikle deres kerneprodukt, siger René Zeeberg.
Fakta: Toppen af Danmark
Toppen af Danmark samler turistaktører i Nordjylland. Foreningen blev stiftet i 1906 som Skagen Turistforening.
Toppen af Danmark har altid været medlemsejet og arbejder dengang som i dag for medlemmers interesser.
Det betyder, at alt overskud, som foreningen genererer, bliver geninvesteret i lokalområdet og på den måde bidrager til bæredygtig turisme.
Toppen af Danmarks aktiviteter omfatter blandt andet sommerhusudlejning, partnerskaber,
Skagen Marathon og bookingportalen toppenafdanmark.dk, hvor en totaloplevelse med både overnatning, udflugter, kulturtilbud og restaurantbesøg kan bookes samtidigt.
Fakta: Fonden bag festivalen
• Skagen Festival Fond er etableret for at sikre et godt økonomisk fundament for festivalen i
Skagen.
• Fonden hjælper med blandt andet køb og udlån af grej samt udvikling af festivalen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.