Klitten der forsvandt

Forsvarer i klitsag: - Politiske grunde til, at denne sag skulle blæses op

Hans Andersens forsvarer mener, at klitsagen er et resultat af, at Frederikshavns Kommune er kravlet op i et træ, de ikke kan komme ned fra

Klitterne, der fik fjernet deres toppe med en gravemaskine. Arkivfoto: Peter Broen

Klitterne, der fik fjernet deres toppe med en gravemaskine. Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN:Hans Andersen er blevet fanget i en sag, der er blevet blæst voldsomt op af medier og politikere - og der er ikke skyggen af beviser for, at han er skyldig.

Det var essensen, da Hans Andersens forsvarer, Rasmus Amandusson, holdt sin procedure under søndagens retsdag i sagen om hærværket på klitterne på Sønderstrand.

- Der har været et enormt pres fra både medier og fra politisk side. Det er en sag, hvor man er kravlet så højt op i træet, at man ikke kan komme ned igen.

- Det har været mange interesser på spil, og der har været skrevet utroligt meget om sagen. Men I skal frigøre jer fra medier og fra Facebook-krigerne, og så skal I frifinde Hans, for der er ikke i nærheden af beviser for noget af det, han er tiltalt for, sagde forsvareren henvendt til domsmandsretten.

Og Rasmus Amandusson lagde ikke skjul på, at han mener, at det i særdeleshed er Frederikshavns Kommune, der har blæst sagen op på et helt urimeligt og urealistisk niveau.

- Den her sag startede klodset, fordi der var nogle politiske holdninger til, at den her sag skulle skubbes til, sagde han.

Forsvareren fremhævede, at kommunen var hurtig til at vurdere, at der var ødelagt et areal på omkring 2.000 kvadratmeter, og at der var flyttet omkring 3.000-3.500 kubikmeter sand.

- Politiet startede i et niveau, som jeg kun har set i en drabssag. Det blev båret af kommunen, som sagde, at det var alvorligt, det blev dyrt, og at det kom til at tage lang tid. Men så gik gassen også af ballonen, og der blev ikke engang lavet en gerningsstedsundersøgelse, sagde forsvareren.

- Og den kunne have været rar at have - for nu er der ikke beviser for, at der faktisk er skubbet sand i det omfang, anklagemyndigheden påstår, sagde forsvareren.

Ikke beviser mod Hans A.

Forinden havde anklager Jan Østergaard holdt sin procedure, og han af en helt anden opfattelse: Nemlig at både Hans Andersen og den 39-årige entreprenør skulle dømmes for hærværket, og at det skulle koste et halvt års ubetinget fængsel.

Men der er slet ikke beviser for, at Hans Andersen har været med til det, der skete 26. oktober 2019, mente Rasmus Amandusson

- Der er kun den 39-åriges forklaring. Der er ikke andre beviser mod Hans, sagde han.

Det er nemlig den 39-årige, der har forklaret, at han kørte med en gummiged i klitterne, fordi Hans Andersen havde betalt ham for det.

- Hvorfor skulle han forklare det? Der er ingen tvivl om, at Hans har forklaret, at han var træt af det sand, kommunen havde dumpet. Så kunne det være, at han blot har gjort en tjeneste for sin forretningsforbindelse? spurgte forsvareren og tilføjede:

- Og så er hans forklaring altså fremkommet i en situation, hvor han blev afhørt i syv timer, før han til sidste pegede på Hans Andersen.

- Nogen havde travlt med at blæse pris op

Kommunens overdrivelse af sagen ses også tydeligt i det erstatningskrav på 312.000 kroner, som de to tiltalte er blevet præsenteret for, mente Rasmus Amandusson.

- Frederikshavns Kommune har givet den gas, sagde forsvareren.

- HedeDanmark har taget 90.000 kroner for fem timers arbejde med at skubbe sandet tilbage. Men det er jo ikke prisen - den er nok nærmere 11.500 kroner. Og hvordan har man genskabt klitter, som er i konstant forandring og blæser rundt? lød det fra Rasmus Amandusson, der også angreb den dyreste post i reetableringen - nemlig sandhjelmene.

- Man har plantet noget, der ikke var der i forvejen. For vi har ikke se noget bevis for, at der var hjelme i det sand.

Forsvareren antydede, at omfanget og prisen for ødelæggelserne var politiske, og der var en grund til, at sagen skulle blæses op.

- Der var nogen, der havde rigtig travlt med at fortælle, hvor stort det her var. Man havde også så travlt, at man ikke kunne vente på, at straffesagen blev færdig.

- Det er helt gak, at det skulle gå så hurtigt, men det var for at kunne holde et krav flyvende, så man kunne leve op til borgmesterens ord om, at det her bliver dyrt, sagde Rasmus Amandusson.

Anklagerens påstand om fængselsstraf er også endnu et eksempel på, at sagen er skudt helt over målet, lød det fra forsvareren.

- Her er man også kravlet op i træet rent straffemæssigt. Fængsel har ingen gang på jord. Det er bøde, hvis man skulle finde min klient skyldig, understregede han.

Hans Andersens forsvarer, Rasmus Amandusson, fortæller her, hvorfor han mener, at sagen er blæst op:

- Der kan højest blive tale om bøde

Og det var den 39-åriges forsvarer, Jens Christian Larsen, helt enig i.

- Sagen er kørt af sporet, og har fået en alt for stor bevågenhed på grund af omfanget og prisen, der blev meldt ud. Og det er Frederikshavns Kommune og borgmesteren, der bærer skylden, fordi de hurtigt var ude og fortælle, at det blev dyrt og tog lang tid, sagde han.

Men derudover var der nu også store uenigheder mellem de to forsvarer.

For da den 39-årige erkendt at have kørt gummigeden og fjernet toppen af klitterne pegede han også på Hans Andersen som ophavsmand til ideen.

Og Jens Christian Larsen angreb derfor også Hans Andersens forklaring i retten, hvor han forklarede, at den 39-årig handlede alene - måske fordi han havde hørt Hans Andersen brokke sig over sandet på Sønderstrand.

- Min klient lagde kortene på bordet og fortalte, hvad der var sket. Hans Andersens forklaring er ikke troværdig. Der mangler simpelthen en logisk forklaring på, hvorfor min klient skulle køre ned i klitten på egen hånd, sagde forsvareren.

Den 39-årige nægter hærværk, men har i et vist omfang erkendt sig skyldig i overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.

Og det skal højest straffes med en bøde på mellem 25.000 og 50.000 kroner, mener forsvarsadvokaten.

Retten har optaget sagen til dom, der vil blive afsat 23. april.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.