Grund blev for dyr for boligforening
Skagen Boligforening reducerer sit byggeprojekt - i stedet vil privat investor bygge på nabogrund
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:56
SKAGEN: Der er efterspørgsel efter lejligheder i Skagen. Så nu vil Skagen Boligforening bygge almene boliger på et 5400 kvadratmeter stort friareal ved siden af Ankermedet Plejecenter på Skagavej.
Grunden er kommunalt ejet og udlagt til rekreative formål.
Boligforeningen vil opføre 19 tæt-lave boliger på 75-105 kvm. i 1 eller 2 etager på grunden.
- Jeg har indtryk af, at området benyttes til hundeluftning og ikke så meget andet, siger Peter Sørensen (V), der er formand for plan- og miljøudvalget, og som selv bor i Skagen.
Udvalget sagde derfor på mødet tirsdag principielt ja til at gå videre med byggeplanerne.
Men på grund af områdets status som rekreativt areal er det en tidkrævende proces at få lov til at komme i gang. Der skal ændres i kommuneplanen, og det kræver en såkaldt foroffentlighedsfase, hvor borgerne kan komme med indsigelser og forslag.
I næste fase skal der udarbejdes ny lokalplan for området.
Det var oprindelig boligforeningens mening også at inddrage den godt 3000 kvadratmeter store nabogrund - der, hvor SID-bygningen tidligere lå - til byggeriet. Men det er ikke lykkedes boligforeningen at nå til enighed med ejeren om prisen.
Ny plan med nabogrund
I stedet har en privat investor udarbejdet forslag til et andet og mere eksklusivt projekt på nabogrunden.
Investoren ønsker at opføre ni fritliggende boliger i traditionel Skagenstil med muret gesims, taskekviste og tag af vingetegl. Husene bliver på 116 kvadratmeter. Der skal være skråparkering og ladestandere ud mod Skagavej. Både Skagen Boligforenings kommende afdeling og det private byggeri skal have udkørsel hen over den offentlige parkeringsplads ved plejecentret.
Peter Sørensen understreger, at der i den videre planlægning lægges vægt på en sikker trafikal løsning. Ikke mindst under hensyn til, at Ankermedet Skole ligger på den modsatte side af Skagavej.
Frederikshavn Kommune har tidligere reserveret 2,9 mio. kr. til Skagen Boligforenings projekt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.