Han forlod sin barndomsby i Vendsyssel - men hylder den nu på nyt album
Sonny Møller udgiver nyt album - der rummer to sange om Frederikshavn

Sonny Møller voksede op i Frederikshavn. Han er nu klar med et album, hvoraf to af sangene handler om livet i barndomsbyen. PR-foto: Promote It
FREDERIKSHAVN:Han har bevæget sig fra en barndom på havnen i Frederikshavn - til livet på landevejen i det jyske som musiker og sangskriver.
Hans borgerlige navn er Sonny Møller - men han bærer også kunstnernavnet "Manden & Den Øde Ø".
Sonny Møller udgav fredag 18. november et helt nyt album, hvor to sange direkte handler om Frederikshavn.
Sangene hedder ”Træsko på havnen” og ”Frederikshavn” - og er blandt de 13 nye sange, der er baseret på virkelige hændelser, menneskelige møder og nedslag, der har gjort indtryk gennem hans liv.
Sangene er samlet på albummet "Sådan er det jo!", der altså udgives af Sonny Møller, der er både singer-songwriter, pladeselskabsdirektør, booker, producer - og musiker.
Sonny Møller blev født og døbt i det sydlige Frederikshavn i 1972 - og fra han var tre år gammel, boede familien i portnerboligen på MAN Alpha Diesel MAN. Det var også der Sonny Møller senere kom i lære som skibsmontør på Alpha Diesels bedding på havnen.
Hans morfar, der blev kaldt Arne Mælkemand, havde en købmandsbutik med smugkro i baglokalet i Vestergade - ikke så langt fra havnen og cirka 150 meter fra politistationen. Her havde Sonny Møller allerede fra 11-års alderen sin gang og arbejdede som bydreng. Allerede i den unge alder lærte han at sætte en sko i døren, når han skulle inddrive regninger for morfaren.
Efter at han var udlært skibsmontør, lod han håret gro langt, begyndte at spille guitar og tog på højskole. I 1994 efter Højskoleopholdet forlod han Frederikshavn, var et årti rundt om København og landede senere i Viborg, hvor han bor, den dag i dag.
I sangen ”Frederikshavn” beskrives byen som et hårdt sted at vokse op - og samtidig mærkes en tydelig kærlighed til hjembyen, som han forlod.
I sangen ”Træsko på havnen” beretter Sonny Møller om det sammenhold, der var på havnen, da han voksede op. Hvor havnen var stedet, hvor en broget forsamling drak øl og røg smøger – og kørte rundt på knallert iført træsko.
- Den dag i dag har jeg stadig mine to ældste venner i Frederikshavn, og når jeg har tid, triller jeg lige igennem byen og ned på havnen, for at se forandringerne og udviklingen og indviklingen. Det føles stadig som hjemme, men er ikke helt sikker på at jeg vil finde fred i Frederikshavn, den dag i dag, men man skal jo aldrig sige aldrig. Indtil videre nøjes jeg med at trille igennem Frederikshavn på den gamle Europavej, med kurs mod spidsen af tophuen på gamle Danmark, siger Sonny Møller i en pressemeddelelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.