Hans orker ikke mere og går af som formand: - Det er enevælde og udemokratisk
Hans Rødsgaard-Mathiesen har kæmpet hårdt for at få en supplerende vej op til Sæby Bakker - nu orker han ikke længere
Opdateret 04. november 2021 kl. 10:56
SÆBY: Hans Rødsgaard-Mathiesen er dybt skuffet og frustreret over, at et flertal i byrådet i Frederikshavn Kommune ikke vil lytte til borgerne.
Det tager han nu konsekvensen af og forlader posten som formand for Nellemanns Haves Venner.
- Jeg føler, at enevælden hersker i kommunen, og at demokratiet har været sat ud af kraft, siger Hans Rødsgaard-Mathiesen.
Sagen handler om Sæby Bakker - i byens nordlige ende - hvor der skal bygges op mod 360 boliger.
Sammen med en række andre borgere har Hans Rødsgaard-Mathiesen kæmpet for at få en supplerende vej op til det nye byggeri.
Der er kun én vej op til Sæby Bakker - Langtvedvej - og det er ikke nok, hvis man vil sikre de bløde trafikanter, lyder det.
Nej til supplerende vej
Det socialdemokratiske flertal mener imidlertid, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at udbygge Langtvedvej. Socialdemokratiet siger derfor nej til en supplerende vej.
Nellemanns Have er nabo til Sæby Bakker.
Haven rummer den største samling af paradisæbletræer nord for Donau og er skabt af landinspektør Nic. Nellemann (1892-1976).
Haven ejes nu af Nic. Nellemanns Fond og vedligeholdes af Nellemanns Haves Venner.
De første træer
Ifølge Hans Rødsgaard-Mathiesen vil de gamle træer tage ubodelig skade, når Langtvedvej skal gøres bredere.
- Der er tale om nogle af de første træer, som blev plantet i haven, og de er en vigtig del af historien. Men der forsvinder også vigtige parkeringsmuligheder til haven, ligesom der skal ødelægges et værdifuldt naturområde og anlægges parkeringspladser. Og med kun én vej i området vil der samtidig komme voldsomme støjgener, siger Hans Rødsgaard-Mathiesen, som står med blandede følelser.
Han er vild med Nellemanns Have, og han er vild med det stykke enestående arbejde, som gennem mange år er blevet lagt i haven.
Orker ikke længere
- Men forløbet med den nye lokalplan har taget hårdt på mig. Og jeg orker ikke, at jeg skal til at lappe på haven i fremtiden, og at mit arbejde som formand udelukkende skal handle om havens overlevelse. Frivillighed lever af lyst og dør af pligt, og min lyst til at være formand er simpelthen forsvundet, siger Hans Rødsgaard-Mathiesen, som dog fortsætter i haven som ”almindelig frivillig”.
Uenighed i bestyrelsen
Det har samtidig været svært for Hans Rødsgaard-Mathiesen, at formanden for Nic. Nellemanns Fond - byrådsmedlem Ole Rørbæk Jensen (S) - ikke går ind for en supplerende vej op til Sæby Bakker.
Ole Rørbæk Jensen er en del af det store socialdemokratiske flertal i byrådet, som mener, at det er nok med en udbygning af Langtvedvej.
- I bestyrelsen i Nic. Nellemanns Fond havde vi en demokratisk debat om høringssvaret, og her var jeg i mindretal. Jeg har jo en holdning politisk, og så kan jeg ikke underskrive et høringssvar, som tager en anden holdning. Det blev taget til efterretning af de øvrige medlemmer af bestyrelsen, siger Ole Rørbæk Jensen, som konstaterer, at det kun er her på det seneste, at der har været uenighed i bestyrelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.