Har du set to stjålne motorcykler?
Udover tyveriet af to motorcykler har der i weekenden været to indbrud i Vendsyssel, hvor der blandt andet er stjålet fjernsyn af et bestemt mærke
VENDSYSSEL: Lokalpolitiet i Frederikshavn er mandag morgen mødt ind til et tyveri af to motorcykler fra samme adresse.
Motorcyklerne stod parkeret udenfor et hus på Hedegårdsvej ved Dronninglund, men er forsvundet mellem fredag klokken 17.30 og lørdag klokken 17.00.
Den ene motorcykel er en rød BMW K100 med nummerplade CK 12 918 og den anden er en brunmetal Qingqi QM250 med nummerplade AG 18 541.
Politiet er meget interesseret i, om nogen har set de to motorcykler - har hørt eller set noget i området omkring Hedegårdsvej i det tidsrum, hvor motorcyklerne er stjålet.
To indbrud
Politiet har i weekenden også fået et par anmeldelser om indbrud i Frederikshavn-området.
Her er tyvene blandt andet gået efter fjernsyn af mærket Samsung.
Det første indbrud er sket fra en villa på Amagervej ved Kvissel.
Her er der stjålet to fjernsyn fra Samsung på 42 og 43 tommer, en radio, en tablet og en printer.
Indbruddet er sket mellem tirsdag og fredag og tyvene er kommet ind ved at bryde både en dør og et vindue op.
Det andet indbrud er sket fra et fritidshus ved Understed mellem Frederikshavn og Sæby.
Der er brudt en terrassedør op, og det sket mellem onsdag og lørdag.
Udover et 50 tommer fjernsyn fra Samsung er der stjålet en kikkert.
Politiet er interesseret i at høre, hvis nogen har kendskab til de to indbrud.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.