Heltedåd markeret på 65 års-dagen

HISTORIEN LEVER: Japanerne glemmer ikke frederikshavnske Johannes Knudsens heltedåd. Han forsøgte at redde Japansk fisker. de døde begge under forsøget

Ungdomsskolens elever markerede 65-året for redningsforsøget med kransenedlæggelse i Frederikshavn

Ungdomsskolens elever markerede 65-året for redningsforsøget med kransenedlæggelse i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:I dag - 10 februar - er det præcis 65 år siden, at den unge frederikshavnske maskinmester Johannes Knudsen satte sit liv ind på at redde en japansk fisker i et stormfuldt hav ud for Wakayamas kyst i Japan.

Det lykkedes Johannes Knudsen at få et greb i fiskeren, men stormen var for kraftig, og det lykkedes ikke at hale de to skibbrudne i ombord på Mærsk-skibet.

De mistede begge livet i de iskolde bølger, og Johannes Knudsen har siden haft heltestatus i Wakayama.

Og det er ikke ændret selv om der er gået 65 år.

Således markerede Japans ambassadør i Danmark, Mr. Miyagawa Manabu og borgmester Birgit S. Hansen 65-året for Johannes Knudsens heltegerning i en online-samtale.

- Vores samtale drejede sig om at ære Johannes Knudsen, og hvor meget vi begge vægter vigtigheden af venskab, kulturel udveksling og forståelse mellem lande og mennesker, som det bedste værn mod konflikter.

- Derfor er det så vigtigt at holde fast i de gode og nære relationer på tværs af nationer.

- Når der er konflikter i verden, er det vigtigt, at vi står sammen, sammenfatter borgmester Birgit S. Hansen samtalen.

Også lokalt i Frederikshavn blev dagen markeret.

Elever fra Ungdomsskolens hold i faget japansk lagde blomster ved Johannes Knudsens gravsted i Frederikshavn.

Eleverne har i undervisningen hørt om maskinmesteren fra Frederikshavn, der sejlede på verdenshavene og betalte den højeste pris for at redde en japansk fiskers liv.

Historien er stadig en del af pensum for skoleelever i Wakayama-regionen i Japan, hvor der er rejst en statue af sømanden, som lokalbefolkningen samles om for at mindes Johannes Knudsens heltegerning.

Den danske sømands heltegerning fik en vigtig symbolsk betydning for japanerne, som Vesten i mange år havde et anstrengt forhold til efter deres handlinger under 2. Verdenskrig.

Johannes Knudsens forsøg på at redde en japaner i havsnød var med til at knytte båndene til de gode relationer, der siden er opbygget mellem Japan og Danmark:

- Japan og Danmark har mange fælles interesser og værdier – bl.a. vedvarende energi, bæredygtighed, kulturudveksling og venskaber på tværs.

- Udveksling af unge gymnasieelever mellem Wakayama og Frederikshavn bringer de unge tættere sammen og øger forståelse for hinandens kultur, siger Birgit S. Hansen, der understreger, at ambassadør Mr. Miyagawa Manabu besøger Frederikshavn, når corona tillader det, og han har på forhånd tilkendegivet, at han gerne stiller op til et foredrag for unge og erhvervsfolk, fortæller borgmesteren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.