Disse nordjyske veje kan blive proppede i efterårsferien
Ekstra trafikmylder på nordjyske hovedveje, forudser Vejdirektoratet
Opdateret 28. maj 2024 kl. 14:59
Efterårsferien venter forude, og det samme gør trafikale udfordringer på bestemte veje og datoer - også i Nordjylland.
Ifølge Vejdirektoratet er de mest travle dage i efterårsferiens start fredag 13. oktober og især lørdag 14. oktober. De to helt store udrejsedage i ferien.
Afslutningen af efterårsferien ventes også at medføre tæt trafik på de samme hovedveje, især lørdag 21. oktober, oplyser Vejdirektoratet.
I Nordjylland vil det især være de nordjyske hovedveje til sommerhusområder, hvor bilister kan forvente ekstra tæt trafik: Hovedvej 55 mod Blokhus og Løkken-området, samt hovedvej 40 til Skagen, i forbindelse med efterårsferien.
For alle tre store rejsedage anbefaler Vejdirektoratet, at man så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum og sætter ekstra tid af til rejsen.
Den resterende del af efterårsferien forventes at forløbe uden de store forsinkelser.
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og afsæt ekstra tid til rejsen.
- Hold god afstand til den forankørende.
- Vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser, for eksempel ved vejarbejder.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
- Lyt til P4 Trafik under din køretur.
- Tjek vejrudsigten, inden du tager afsted.
- Hav mad og drikkevarer med i bilen.
De tre store rejsedage i efterårsferien - fredag 13. oktober, lørdag 14. oktober og lørdag 21. oktober - ventes også at skabe ekstra trafikmylder på motorveje i andre landsdele.
Også her lyder Vejdirektoratets råd, at det vil være en god idé at køre uden for de mest trafikerede tidsrum - eller uden for de meste travle dage, hvis muligt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.