Branden

Hotel måtte evakuere restaurantgæster

Friturebrand sodede køkken til og sendte tyk olieos ud blandt gæsterne

Hotel Scandic The Reef i Frederikshavn fik torsdag aften fyret lige rigeligt op under frituren. Foto: Carl Christian Madsen
Hotel Scandic The Reef i Frederikshavn fik torsdag aften fyret lige rigeligt op under frituren. Foto: Carl Christian Madsen

Opdateret kl. 20:49

FREDERIKSHAVN: Nordjyllands Beredskab rykkede torsdag aften kl. 18.26 ud til Hotel Scandic The Reef i Frederikshavn, hvor en friture var brudt i brand i hotellets køkken.

Branden skabte så meget røg i køkkenet, at osen derfra spredte sig til to spiseområder på hotellet, hvorefter hotellet valgte at evakuere hele stueetagen for gæster.

Til gengæld var der på intet tidspunkt risiko for andre på hotellet, så det blev aldrig nødvendigt at evakuere gæster fra hotellets værelser, og brandvæsnet fik hurtigt situationen under kontrol

- Det er formentlig et termostatsvigt i deres friture, som betyder, at frituregryden har varmet olien for højt op, og olie går der altså ild i, hvis det bliver varmt nok. Men personalet var kvikke nok til at lægge et fast låg på for at begrænse skaderne. Det er også godt at vide, hvis det skulle ske derhjemme. Læg låg på, siger indsatsleder Jørgen W. Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.

Ifølge ham er brandskaden begrænset til den del af hotellets køkken, hvor frituregryden står. Mens det er ude af drift, kan hotellets restauranter - når de om nogle timer og et besøg af et skadesservicefirma er blevet luftet grundigt ud - igen tilbyde gæsterne et måltid mad, uden at de skal sidde i mados fra frituren.

- Måske et stykke med tartar, lyder det fra indsatslederen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden