Derfor må du ikke nærme dig hvalrossen på Læsø
- Hold afstand, opfordrer Naturstyrelsen
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:42
LÆSØ: En stor hvalros dukkede mandag op på Østerby Strand på Læsø, og det vakte opsigt.
Meldingen om det usædvanlige syn spredte sig hurtigt på øen, og det fik mange til at troppe op på stranden for enden af Jagtvej, heriblandt Dorte Vinter Larsen fra Læsø.
- Jeg sad og drak min eftermiddagskaffe, da jeg så et opslag på Facebook. Så sagde jeg til min mand "det er da en hvalros - det er da løgn!". Så tog vi kaffen med og skulle ned og se dyret, fortæller Dorte Vinter Larsen.
- Hvalrossen (latinsk navn: Odobenus rosmarus) er den største sælart i Arktis.
- En udvokset han vejer i gennemsnit 1.200 kilo, men enkelte individer kan nå en vægt på 2 tons.
- Størrelsen, den meget flade snude og de to markante stødtænder gør hvalrossen let at genkende.
- Stødtænderne er af elfenben og årsag til, at hvalrossen har været efterstræbt i mere end et årtusinde.
- I dag vurderes bestanden af hvalros samlet at være sårbar. Truslerne mod hvalrossen er tab af havis og ændringer af fødegrundlag som følge af klimaforandringer, forstyrrelser og potentielt spild fra skibe og olieudvinding, ophobning af miljøgifte og fangst.
- Der er indført kvoteret jagt efter hvalros i Grønland, og siden 2017 har forvaltningen af alle tre grønlandske bestande været bæredygtig.
Og den var god nok. På stranden for enden af Jagtvej så de den store hvalros med meget lange stødtænder.
- Der var en del mennesker, der skulle se den. Det rygtes jo hurtigt, når det kommer ud på Facebook, fortæller Dorte Vinter Larsen.
Hun og manden holdt god afstand til den store hvalros, og det er der bestemt også god grund til.
Kan være farlig
Selv om hvalrossen kan se hyggelig ud, når den ligger og hviler sig, kan den være farlig, hvis man kommer for tæt på.
- Hold afstand. De kan godt blive sure, hvis man kommer for tæt på. Det er store og tunge dyr, påpeger vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen fra Naturstyrelsen.
Han opfordrer til, at man holder sig oppe i klitten, hvis man vil se den store hvalros. Kommer man for tæt på, kan der opstå farlige situationer.
Mennesker tæt på vil stresse det store dyr, og man risikerer, at det reagerer aggressivt. Derfor bør man holde sig mindst 50 meter væk.
Sår på kroppen
Foreløbig holder Naturstyrelsen øje med den store hvalros, som formentlig bare hviler sig, inden den svømmer videre.
Selv om den har et par sår på kroppen, er den næppe syg, vurderer vildtkonsulenten.
- På de fotos, jeg har set af den, ser den ikke afkræftet ud, siger Mogens Sonne Hansen.
Han er sikker på, at det ikke er samme hvalros, som i starten af marts dukkede op ved havnen i Hirtshals og fik sig et hvil dér, inden den svømmede videre.
Hvalrossen på Læsø har markant længere stødtænder end den, der gik i land ved Hirtshals.
Langt hjemmefra
Biolog Kristina Ydesen fra Nordsøen Oceanarium i Hirtshals konstaterer, at hvalrossen på Læsø befinder sig langt fra de arktiske farvande, hvor hvalrosser normalt holder til.
- Men dyr er jo fantastiske til at finde vej, og jeg kan ikke se, at der er noget til hinder for, at den kan finde tilbage, siger biologen.
Også føde i Kattegat
Hun ved ikke, hvorfor en hvalros pludselig dukker op så langt syd fra de havområder, hvor dens artsfæller plejer at holder til. Men den behøver ikke sulte i Kattegat.
- Der er også føde til hvalrosser her, fortæller Kristina Ydesen.
Hvalrosser lever især af at suge kød ud af de muslinger, de finder på havbunden. Og i nogle tilfælde kan hvalrosser finde på at spise kød fra andre, mindre sæler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.