Især de røde vælgere er positive: Medvind til Hirsholm-møller
Der er overvejende en positiv stemning mod vindmøllerne, viser ny måling
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:57
FREDERIKSHAVN: Bølgerne gik højt, da frederikshavnerne for fire år siden debatterede store havmøller ved Hirsholm. Siden har der været stille om projektet.
Men arbejdet med det fortsatte, bl.a med miljøundersøgelser.
Selskabet bag, European Energy, har også loddet befolkningens holdning til mølleplanerne gennem en Megafon-måling blandt over 1000 af borgere i hele kommunen.
En lignende undersøgelse blev lavet i 2018.
Undersøgelsen dengang viste, at et stort flertal (66 procent) var positivt indstillet til det aktuelle projekt.
Den andel er blevet en smule større (72 procent).
Megafonmålingen har også spurgt om de interviewedes politiske ståsted.
Svarene viser, at især personer, der stemmer på SF og Enhedslisten er positivt indstillet (87 procent og 84 procent positive/meget positive), mens folk, der er stemmer Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er mest negative (47 procent og 31 procent negative/meget negative).
Både blandt socialdemokrater, konservative og Venstrefolk er der markant flere, som er positive end negative.
Megafon har også spurgt borgerne, om de venter flere job som følge af havmøllerne. Det gør to ud af tre interviewede.
72 pct. af samtlige var positive/meget positive til havmøllerne
Blandt SF vælgere måltes 87 pct (meget) positive
Enhedslisten 84 pct (meget) positive
Socialdemokraterne 77 pct (meget) positive
Venstre 74 pct (meget) positive
Konservative 74 pct. (meget) positive
Dansk Folkeparti 52 pct (meget) positive
Nye Borgerlige 35 pct(meget) positive
15 pct. af samtlige interviewede var negative/meget negative
Knud Erik Andersen, administrerende direktør i European Energy, anfører i en pressemeddelelse, at selskabet er glad for, at projektet med testhavmøller stadig nyder bred opbakning blandt borgerne i Frederikshavn.
Produktionen fra møllerne skal bl. a. benyttes i et Power to X projekt på Frederikshavn Havn, hvor strømmen udnyttes til fremstilling af grønne brændstoffer til f. eks. skibe.
European Energy venter til juni at kunne fremlægge en miljøkonsekvensrapport om møllerne, som så skal ud i offentlig høring.
Planen er at opsætte fem møller med maksimalhøjder på 200-265 meter på en linje ca. 4 kilometer fra kysten.
De største møller placeres længst væk fra det sårbare miljø omkring Hirsholm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.