Iværksætteri

Italienske Igor finder den helt rette vinkel i et dansk køkken til 500.000 kroner

Langt ude på landet skabes unikke møbler til en sognegård og køkkenskabe og skuffer, som kunder betaler tusindvis af kroner for

Igor Nodori er designer og møbelsnedker med masser af opgaver. Han er også blevet hædret som upcoming designer. Foto: Kim Dahl Hansen

Igor Nodori er designer og møbelsnedker med masser af opgaver. Han er også blevet hædret som upcoming designer. Foto: Kim Dahl Hansen

DYBVAD:34-årige Igor Nodari er ved at blive et navn inden for unikke special-designede kvalitetsløsninger til boligen. Efter kun fire år med sit eget firma Nodari Furniture and Design bliver han for eksempel hyret til at designe og levere køkkenskabe og skuffer til mellem 300.000 og 500.000 kroner. Inventar til kunder, der bygger villaer i mange millionklassen, som ønsker et køkken i særklasse og som kun de har.

- Det er helt surrealistisk, at jeg har de opgaver nu. Hvis nu jeg boede i København eller Århus, ville jeg forstå, at kunderne kendte mig, men mit firma ligger her langt ude på landet i Nordjylland.

Men når han bliver kåret af livstilsmagasinet Bo Bedre som årets upcoming designer og i øvrigt er aktiv på Instagram med alt, hvad man laver, så bliver der lagt mærke til designeren og møbelsnedkeren fra Dybvad. Der er kommet så mange opgaver, at han nu har kunne ansætte tre mand.

En af opgaverne kom fra menighedsrådet i Sct. Olai Sogn i den nordlige del af Hjørring. Her var man i gang med at opføre en ny sognegård, hvor der er kirkelige handlinger. I et smukt lyst rum kan man se Igor Nodaris bud på et alter, en prædikestol, et knæfald og en døbefond. Helt enkelt og alligevel gennemtænkt.

- Vi har lavet knæfaldet skrånende for at sikre sig, at det står fast og ikke vælter, når folk rejser sig, forklarer Igor Nodari.

Han er altid i dialog med kunderne for at finde netop de løsninger, som de ønsker.

-I Sct. Olai Sognegård havde de et ønske om at kunne flytte garderoben. Samtidig kunne jeg se, at garderoben kunne virke fint som rumdeler, hvis jeg lavede dem højere.

Men så stod han med en udfordring, at de tre høje, åbne garderober på hjul, var i fare for at vælte.

- Jeg fik lagt en tung stålplade i bunden, som man slet ikke kan se. Nu fungerer de, siger han.

At han har skabt et alter og andet inventar til en kirke, havde han ikke forestillet sig. Da han var barn var det at gå og være i en i kirke noget af det mest kedelige.

- Jeg er fra Italien, og min farmor var meget religiøs. Vi gik meget i kirke, og da jeg blev ældre, havde jeg slet ikke lyst til at gå i kirke eller være religiøs. Men de senere år er jeg begyndt at besøge kirker og se på dem som en del af kulturen. En af mine lamper ligner også en nonne.

Køkkener, kirkerum og kunst. Igor Nodari samarbejder gerne med kunstnere. Han har netop udstillet lamper og andet af sit design sammen med maleren Henrik Godsk fra Flauenskjold. De kaldte udstillingen ”Essenza”, fordi de netop er interesserede i at finde ind til essensen af deres æstetiske undersøgelser.

Igor Nodari har også et ønske om at få kunstnere til at male på det unik fremstillede køkkeninventar. Lige nu arbejder han på en cafédisk en ny café på Spritten i Aalborg, hvor han håber på, at indehaveren er med på, at lade disken omdanne til et lærred.

- Hvis jeg en dag, skal have nyt køkken derhjemme, vil jeg samarbejde med en kunstner, siger han.

Men lige nu handler det om at virkeliggøre andre menneskers køkkendrømme. Om at levere snedkerhåndværk af høj klasse.

- Hos os er intet lavet på en fabrik. Derimod er alt skabt fra bunden og i hånden, og vi bruger mange timer på håndværket. Dertil kommer, at vi har en stil, som folk heldigvis sætter pris på og er klar til at betale for.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.