Ildebrand

Julefred gik op i røg: Brand hærgede villa

Beboere skal genhuses, fastslår indsatsleder

En villa i Frederikshavn brød søndag eftermiddag kort efter kl. 14 i brand, mens ejerne var ude af huset.
En villa i Frederikshavn brød søndag eftermiddag kort efter kl. 14 i brand, mens ejerne var ude af huset. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 16:48

FREDERIKSHAVN: Beboerne i en villa på Gl. Skagensvej i Frederikshavn kommer efter alt at dømme ikke til at fejre jul under eget tag i år.

Søndag skabte en brand nemlig så stor ravage, at huset indtil videre er ubeboeligt.

Det oplyser indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab.

Ejerne af huset var ikke hjemme, da årvågne naboer kort efter kl. 14 opdagede branden og slog alarm. 

Røgdykkerudstyr på fortovet foran den brandhærgede villa i Frederikshavn. Foto: Jan Pedersen

- Der er tale om et vinkelhus, hvor baghuset er bygget sammen med forhuset. Det er i baghuset, hvor der også er bolig, at branden er opstået, og der har været ild i både stueetagen og på første sal, forklarer Bo Isaksen.

Flammerne har haft særligt godt fat i førstesalen.

- Her er der nogle værelser, som er godt og grundigt brændt. Desuden er der røg- og sodskader i stueplan, oplyser indsatslederen.

Kl. 15.30 havde brandfolkene fra Frederikshavn fået branden så meget under kontrol, at der ikke længere var fare for resten af villaen.

Ifølge vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi er årsagen til branden endnu ukendt, og derfor skal politiets brandteknikere nu se nærmere på omstændighederne for at finde en forklaring på, hvorfor villaen pludselig brød i brand.

- Derfor er huset heller ikke frigivet endnu, men jeg kan sige, at der ikke er noget, som tyder på, at der er foregået noget strafbart, oplyser Jesper Sørensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden