Kærestepar var tæt på at brænde boglager ned i kæmpe vodka-brandert
En mand og kvinde dømt for at sætte ild til bygning

STRANDBY:Efter adskillige øl og tre flasker vodka får man nok ikke de bedste ideer. Det gjorde et kærestepar i hvert fald ikke, da de i april endte med at sætte ild til nogle scootere og var ved at brænde et boglager ned med bøger for en halv millioner kroner.
Kæresteparret var nemlig sure på en beboer på en ejendom i Strandby med flere lejemål, og i deres brandert besluttede de sig for at aflægge manden et besøg.
Det var 19. april omkring klokken 19.30 efter at parret - en 49-årig mand og en 23-årig kvinde - var i gang med at tømme den tredje flaske vodka. De gik på stranden, da de kom i tanke om, at de ville opsøge manden.
Godt fulde begyndte kæresteparret at banke og sparke på mandens dør og råbe til ham, at han skulle komme ud og få nogle tæsk.
Manden valgte dog at blive inden for, og da det gik op for kæresteparret, at de ikke kunne få manden ud, satte de ild til to scootere, der stod op af bygningen.
Flammerne nåede lige at få fat i boglageret, hvor et forlag har opmagasineret bøger for 500.000 kroner, inden det lykkedes brandvæsenet at slukke ilden. Der skete ikke noget med bøgerne, men der kom brand- og sodskader på bygningen, ligesom to scootere og en plæneklipper udbrændte.
I alt skete der skader for omkring 60.000 kroner, fortæller anklager Thomas Klingenberg.
Husker ikke meget
Fredag blev kæresteparret så dømt for ildspåsættelsen. Begge fik en dom på seks måneders fængsel, hvor af de to måneder blev gjort ubetinget, oplyser anklageren.
I retten kunne den 49-årige mand ikke huske så meget fra episoden, andet end at der lige pludselig var brand.
Den 23-årige kvinde havde dog en helt andet forklaring på, hvordan branden opstod. Ifølge hende, var der tale om et uheld.
Hun forklarede, at branden måtte været opstået, da hun smed en tændt cigaret i græsset ved siden af scooterne, efter hun forgæves havde forsøgt at kravle op på taget, fortæller Thomas Klingenberg.
Den forklaring troede retten dog ikke på.
Begge dømte valgte også at modtage dommen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.