Kongeskibet er tilbage i Nordjylland
Dannebrog har lagt til kaj på flådestationen - dronningen var gået fra borde

Kongeskibet Dannebrog er tilbage i Frederikshavn efter en sommersæson, der har bragt skibet vidt omkring. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FREDERIKSHAVN:Kongeskibet Dannebrog er tilbage i sit nordjyske vinterkvarter efter en helt særlig sejlsæson for den royale yacht, som i år fylder 90 år.
Kl. 8 tirsdag morgen lagde det 80 meter lange skib til kaj på Flådestation Frederikshavn efter små 20 timers sejlads fra Holmen i København - og det var ikke uventet uden dronning Margrethe om bord.
14. september stemplede hun ud, og mon ikke også majestæten har brug for at puste ud efter en travl september, som bød på såvel sensommertogt, fejring af sit eget 50 års regentjubilæum samt deltagelse i begravelsen af dronning Elizabeth 2 i London.

Små 20 timer tog rejsen fra Holmen i København til vinterkvarteret på Flådestation København. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe gik officielt om bord på Dannebrog 4. maj, og en lille måned senere indledte hun årets første sommertogt, som i dagen 1.-4. juni bragte hende og kongeskibet på besøg i Helsingør Kommune, Anholt og Aarhus Kommune. Under sensommertogtet fra 29. august til 1. september 2022 besøgte dronningen Slagelse Kommune, Lolland Kommune og Frederiksberg Kommune.
Dannebrog blev bygget i 1931-1932 på Orlogsværftet i København som afløser for det forrige kongeskib, hjuldamperen Dannebrog fra 1879.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.