Stegte jyder, kostumer, krudt og kanoner. By skruer tiden 300 år tilbage

Tordenskioldsdagene fylder 25 og denne gang er det hele centreret om et af Frederikshavns vartegn - Krudttårnet

Så løber den 25. udgave af Tordenskioldsdagene af stablen. Denne gang ved Krudttårnet i Frederikshavn. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Så løber den 25. udgave af Tordenskioldsdagene af stablen. Denne gang ved Krudttårnet i Frederikshavn. Foto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:Var det noget med at sætte tænderne i en tørret, stegt jyde?

Eller prøve at gå i skole som i år 1717 efter en morgenmad bestående af arme riddere?

Eller spille et overdimensioneret kongespil, slås lidt med lanser og træsværd. Møde en masse mennesker, som er klædt på som for 300 år siden, og høre salutter med sortkrudtskanoner?

Så er Frederikshavn stedet at besøge disse dage.

Tordenskioldsdagene løber nemlig af stablen for 25. gang, og i år er det hele centreret om et af Frederikshavns vartegn - Krudttårnet.

- Det har jo været holdt flere steder gennem årene, men vi synes, at her ved Krudttårnet, her har vi det bedste miljø. Det er også autentisk og tillige centralt, siger Fie Mølholt på 74, som har været med lige siden begyndelsen.

Alt imens vender hendes mand Poul Mølholt, 77, en flok af de stegte, tørrede jyder - som indeholder samme mængde jyder, som der er hund i en hundekiks. Det er nemlig tørfisk.

Poul Mølholt administrerer en flok af de stegte, tørrede jyder. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Poul Mølholt administrerer en flok af de stegte, tørrede jyder. Foto: Torben Hansen

Nyt tidspunkt

Tordenskioldsdagene byder således på en hyggelig, historisk stemning med marked, mad, og en lang række opvisninger udført af historiske militærgrupper fra Norge, Sverige, Tyskland og Danmark.

Og kan altså i år fejre 25 års fødselsdag.

- Der er omkring 250 med til at gøre dagene her festlige. Det er alt lige fra musikere, folk i boderne, soldaterne og de historiske grupper med flere. Og det er første gang, vi prøver at holde det i juli måned. Tidligere har man holdt dagene sidst i juni eller sidst august. Så vi er spændte på, hvordan det kommer til at gå. Der er jo mange tilbud, men også mange folk i Nordjylland lige nu, siger Jan Michael Madsen, som er direktør i Fonden Tordenskiold.

Selve Tordenskioldsdagene varer til og med lørdag, men hele juli er "Tordenskiolds By" åben. Her har man bygget området ved Krudttårnet op som en historisk by, hvor historier om Tordenskiold og Fladstrand (gammelt navn for Frederikshavn, red.) er afsættet til aktiviteter og leg for børn og deres familier.

- Under coronaen prøvede vi at fokusere på, hvad vi kunne lave - og ikke hvad vi ikke kunne. Derfor dryssede vi aktiviteterne ud over sommeren, og det fungerede så fint, at det fortsætter vi med. Men det er klart, at det er under selve Tordenskioldsdagene, at der er allermest gang i den hernede, forklarer Jan Michael Madsen.

Det fulde program kan ses på hjemmesiden tordenskioldsby.dk.

Victoria Børjesson, Sandra Bruun, Nynne Nyborg og Sara Børjesson nyder at være en del af de historiske dage i Frederikshavn. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Victoria Børjesson, Sandra Bruun, Nynne Nyborg og Sara Børjesson nyder at være en del af de historiske dage i Frederikshavn. Foto: Torben Hansen

Tampen brænder...

Og det føles da også som at træde ind i en tidslomme, når man slentrer sig en tur på pladsen ved Krudttårnet.

Der er rigtig mange, som er flot og veludført klædt på som i gamle dage, og mange af dem er gamle kendinge af dagene.

Som for eksempel 34-årige Sara Børjesson, der har været med siden 2005. Vi møder hende i skolen anno 1717, hvor hun sammen med seksårige Victoria Børjesson, 16-årige Sandra Bruun og 17-årige Nynne Nyborg holder øje med klassen ude foran.

- Hele familien er med disse dage, og man mødes og er sammen på en anden - og skøn - måde end i hverdagen, siger hun. Og fortæller en finurlig anekdote om, hvorfor der findes en leg, som hedder tampen brænder.

- Tampen var jo lærerens pisk. En nihalet kat, som man kunne bruge til at slå ungerne lidt med, når de ikke  artede sig. Så omkring juletid var den gerne ved at være slidt op, og så var der tradition for, at børnene fik den, og brændte den i skolegården, imens der blev råbt tampen brænder.

De tre aftener er der også jubilæumskoncert. Det er stykket "Efterpest", som spiller hver aften klokken 20.30, hvor scenen indtages af et hold dygtige musikere, som fortæller og spiller sange om historien.

- Der er altså lagt op til høj stemning og skandinavisk hygge ved det gamle Krudttårn, runder Jan Michael Madsen af.

Manden i tønden har sovet med præstens kone. Det var ikke godt, så nu skal han udskammes. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Manden i tønden har sovet med præstens kone. Det var ikke godt, så nu skal han udskammes. Foto: Torben Hansen

Kanonen her er lavet i Frederiksværk i 1766. Den vurderes at kunne skyde en 300-400 meter, og den virker den dag i dag. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Kanonen her er lavet i Frederiksværk i 1766. Den vurderes at kunne skyde en 300-400 meter, og den virker den dag i dag. Foto: Torben Hansen

Nanna Guldsmed-Thomsen er ved at spinde tråd til garn. Og de arbejdende værksteder trækker altid nysgerrige til. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Nanna Guldsmed-Thomsen er ved at spinde tråd til garn. Og de arbejdende værksteder trækker altid nysgerrige til. Foto: Torben Hansen

Tordenskioldsdage 2022

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden