Krudten forvandles til Erhvervspark
Fire lokale investorer har købt det tidligere ammunitionsarsenal
Opdateret kl. 07:23
ELLING: Nu er det lykkedes at få nye hænder til at tage fat på at løfte indholdsopgaven for de 50 tomme bygninger på i alt 18.000 kvadratmeter, der udgør det gamle Ammunitionsarsenal på Tuenvej i Elling.
Fire lokale investorer har købt det tidligere ammunitionsarsenal og er nu gået i tænkeboks i forhold til, hvad det kæmpe område skal rumme.
Den nye ejerkredsudgøres af de to indehavere af Holmen Anlæg A/S, brødrene Peter og Jeppe Østergaard Jørgensen, Finn Pedersen, Skagen, og Tobias Højmark Madsen, Elling.
Målet er skabe en attraktiv erhvervspark i de mere end 50 bygninger.
I 2008 opgav Forsvaret egen ammunitionsproduktion, og fabrikken i Elling blev solgt til den spanske ammunitionsvirksomhed DENEX, som lukkede for flere år siden.
Ammunitionsarsenalet i Elling er et komplet fabriksområde som flere gange blev udbygget med nye produktionsanlæg, bl.a. raketværksted i 1977.
Området - der er på lige godt 35 hektar - er indhegnet og sikret med video overvågning og anden sikring.
Bygningerne som fremstår i fin og velvedligeholdt stand, består af flere selvstændige bygningsenheder.
Ud over de mange produktionsbygninger og værksteder består komplekset også af en stor fritliggende administrationsbygning på ca. 1250 kvadratmeter, kantine, flere velfærdsbygninger.
Fabrikken ved Elling nordvest for Frederikshavn blev i 1953 og 1954 bygget til fremstilling af alt fra geværpatroner og håndgranater til de tunge artilleri granater.
Ammunitionsarsenalet har rødder helt tilbage til 1676.
Virksomheden var en del af det danske forsvar indtil 2008, hvor den blev privatiseret og solgt til spanske Denex, der destruerede gammel ammunition og producerede lav-kaliber ammunition.
Denex valgte for to år siden at lukke afdelingen i Elling.
63 medarbejdere mistede deres arbejde.
Den nye ejer - Krudten Erhvervspark A/S - skal nu i dialog med Frederikshavn Kommune om de fremtidige anvendelsesmuligheder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.