Knivstikkeri

Kvinde stukket i låret, mens hun sov på sofaen

37-årig mand varetægtsfængslet for et knivstikkeri tilbage i oktober sidste år

Scanpix Denmark

FREDERIKSHAVN: En 37-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have stukket en kvinde i låret, mens hun sov på sofaen.

Det oplyser anklager Thomas Klingenberg.

Sagen er dog atypisk, da knivstikkeriet fandt sted 12. oktober sidste år om morgenen i forbindelse med et drikkelag på mandens bopæl i Frederikshavn.

Her var en 43-årig kvinde faldet i søvn på sofaen, og hun blev altså vækket på en voldsom måde, da hun - ifølge sigtelsen - blev stukket i låret med en kniv af den 37-årige mand.

Kvinden var efterfølgende indlagt på hospitalet, men hun anmeldte først knivstikkeriet i mandags. Grunden til, at hun ikke havde anmeldt det før var, at hun var bange for den 37-årige.

Det er ikke første gang, at den 37-årige er anklaget for at stikke med kniv. Han har en tidligere dom for knivstikkeri, der også skete på samme adresse i Frederikshavn.

Grundlovsforhøret mod manden foregik for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, men han nægter sig skyldig i sigtelserne mod ham, oplyser anklageren.

Han kærede dog ikke varetægtsfængslingen.

Forsiden