Lejer tømte aske og gløder ved sommerhus - nu kommer brandvæsen med opfordring

Tør natur betyder, at alle skal være særligt opmærksomme på åben ild i naturen, fortæller indsatsleder

Arkivbillede af brand i klit. <i>Foto: Peter Mørk</i>

Arkivbillede af brand i klit. Foto: Peter Mørk

ÅLBÆK: Det startede som en mindre brand, men udviklede sig hurtigt for en sommerhuslejer onsdag middag på Girafvej i Bunken nord for Ålbæk.

For da lejeren tømte resterne af indholdet fra brændeovnen i sommerhuset, satte gløderne ild i naturen omkring ham.

Da han ringede til Nordjyllands Beredskab, var der ild i omkring 10 kvadratmeter, men da brandvæsenet kun et kvarter senere nåede frem, var der tale om et langt større område.

Ilden havde hurtigt fået fat i den tørre natur og bredt ilden til et område på omkring 300 kvadratmeter, som gik tæt på selve sommerhuset.

Derfor måtte beredskabet arbejde hurtigt.

- Vi fik slået det ned og vandet godt igennem. Bagefter gik vi igennem hele området for at sikre os, at der ikke var gløder, og så vandede vi det igennem igen, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

Der var både mandskab fra stationen i Skagen og stationen i Ålbæk til stede.

Opfordring til alle

Lejeren af sommerhuset, hvor branden opstod, var efter episoden skamfuld over, at han ikke havde tænkt det hele igennem, før han smed aske og gløder i naturen.

Grundet længere tid uden regn fik gløderne hurtigt fat, og netop derfor kommer indsatslederen Thomas Dybro med en opfordring:

- Naturen er tør, så fra nu af skal vi alle være opmærksomme på åben ild og cigaretter i naturen, siger han.

Ilden nåede ikke at få fat i huset ved branden på Girafvej, men naturen omkring kunne hurtigt have fået ilden til at brede sig endnu mere, forklarer indsatslederen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.