Voldsom brand lørdag aften: - Beboerne skal genhuses - og de kommer ikke hjem igen foreløbigt
Udrykning til hus i Frederikshavn
Opdateret kl. 20:45
Lørdag aften klokken 19.26 har Nordjyllands Beredskab modtaget en melding om brand i et hus i Frederikshavn.
Nordjyske har netop været i kontakt med Nordjyllands Beredskab, der oplyser, at der er tale om et hus i Slagelsegade i Frederikshavn.
Huset er overtændt, og flammerne skulle være brudt igennem taget på huset.
Første slukningskøretøj skulle netop være nået frem, men der er flere på vej.
Der skulle ikke være personer i huset, lyder meldingen.
- Voldsom brand
Klokken 20.30 har Nordjyske været i kontakt med indsatsleder Dennis Hovn.
- Det har været voldsom brand i det meste af huset. Beboerne skal genhuses - og de kommer ikke hjem igen foreløbigt, fortæller han.
Tre sprøjter, to tankvogne og en stigevogn var tilkaldt, og nu gælder det efterslukningen den næste time eller to.
- Vi bruger vores termiske kameraer for at se, om der er steder, hvor der er meget varmt rundt omkring i huset, forklarer indsatslederen.
Beboerne er ankommet til stedet, hvor de giver beredskabet relevante oplysninger i forbindelse med efterslukningen.
Når slukningsarbejdet er mere fremskredent, skal politiet - der også er tilstede - se om de kan komme en brandårsag nærmere.