Bolighandel

Markant ejendom til salg igen

Det er ikke småpenge, der skal på bordet for markant varemærke i Skagen

Nu er stor ikonisk ejendom i Skagen igen til salg.
Nu er stor ikonisk ejendom i Skagen igen til salg. Foto: EDC

Opdateret kl. 18:32

Ankerhus, der er en meget markant skikkelse i bybilledet i Skagen, er sat til salg igen. 

Ejendommen, der indeholder 12 lejligheder, to udlejede erhvervslejemål i stueetagen og en traditionel Skagen villa, der er bygget i samme stil som resten af ejendommen, er kommet til salg til hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Vendsyssel til en pris på knap 64 millioner kroner.  

I slutningen af 2020 blev den fremtrædende ejendom solgt til det familieejede selskab Thoraso, der er ejet af Henrik Hougaard og hans tre børn. 

Men nu skal der tilsyneladende skrives en ny historie om den gamle købmandsejendom, der blev opført i 1920 efter tegninger af arkitekten Julius Berg, der står bag flere af de særprægede bygninger i Skagen.

- For små fire år siden købte vi Ankerhus for at have en fælles familieferieejendom, hvor der var plads til at samle familien. Dog har vi ikke fået brugt den skønne ejendom i sådan grad som håbet, så derfor har vi besluttet os for at sætte den til salg, så andre forhåbentlig kan få glæde af den smukkeste ejendom i Skagen, fortæller Henrik Hougaard, der er formand for bestyrelsen i familievirksomheden Thoraso.

Ankerhus er sat til salg for knap 64 mio. kr. og rummer 12 eksklusive lejligheder, en traditionel Skagensgul villa og to erhvervslejemål i stueplan med stabile lejere, hvor frokostrestauranten Dit Smørrebrød og tøjbutikken Slopkisten siden 2016 og 2010 har været stabile lejere.

Renovering med respekt for historien

De seneste par år har Ankerhus gennemgået en gennemgribende renovering, hvilket bl.a. har betydet at seks af boliglejlighederne har undergået en stor forandring, fortæller Henrik Hougaard:

- Vi har renoveret seks af lejlighederne, så de fremstår med et moderne udtryk, både hvad angår indretning, funktionalitet og kvalitet. Udvendigt har vi også renoveret Ankerhus, bl.a. er kuplen på hjørnetårnet blevet udskiftet fra kobber til zink.

Ankerhus blev solgt for fire år siden. Nu er den historiske ejendom til salg igen. Foto: EDC

Skagen Byfond har netop præmieret renoveringen af Ankerhus, bl.a. fordi ejendommen er holdt i en identisk stil og falder fuldstændig ind i den øvrige bebyggelse i byen.

- Ejendommen er nærmest et varemærke i Skagen, både for de lokale skagboer og de mange turister, der besøger byen hvert år, og faktisk kan man også opleve denne unikke bygning i Legoland, hvor der er opført en model af ejendommen, fortæller ejendomsmægler hos EDC Mads Dyhr, der står for at formidle salget.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden