Mand jagtet af kvinde med kniv i sommerhus

Da landpolitiassistenten nåede frem, måtte han tilkalde assistance

Arkivfoto: Michael Koch

Arkivfoto: Michael Koch

Opdateret torsdag 12.52: Kvinden bliver også sigtet for trusler mod nabo.

Opdateret torsdag 09.49 med information fra Sæby Redningsstation.

LÆSØ:Klokken 21.30 onsdag aften kontaktede ejeren af et sommerhus på Læsø Nordjyllands Politi. Han fortalte om husspektakler i sommerhuset, som var lejet ud til et par.

Han bor ved siden af sommerhuset, som ligger på Agerhønevej, og havde opdaget, at der var noget galt.

Landpolitiassistenten tog forbi adressen, men tilkaldte hurtigt assistance.

I sommerhuset havde parret, som lejede det, haft et skænderi. I den forbindelse havde en 39-årig bevæbnet med en kniv kvinde jagtet en 40-årig mand. Manden var flygtet fra stedet, og kvinden havde barrikaderet sig indenfor.

Lidt før midnat modtog Sæby Redningsstation derfor en henvendelse fra Nordjyllands Politi, om de kunne sejle en politistyrke til Læsø. Det skriver Sæby Redningsstation på Facebook.

Da politiet ankom til Læsø, blev de fragtet videre til stedet med Østerby redningsbil og havnefogedens bil.

Senere kunne redningsstationen sejle betjentene og en anholdt hjem.

- Landpolitiassistenten blev på stedet og tilkaldte assistance. Så vi måtte have et par patruljer sejlet over sammen med vores indsatsleder og hjælpe med at anholde kvinden, som stadig var i huset, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.

Klokken 01.40 torsdag blev kvinden anholdt.

Vagtchefen fortæller, at parret normalt er samlevende. Hvad der har ligget til grund for skænderiet, ved han ikke. Episoden skal nu undersøges nærmere.

- Der er heldigvis ingen, som er kommet noget til, men her til formiddag skal vi vurdere, om hun også skal sigtes for nogle trusler i samme forbindelse, siger han.

Torsdag middag fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard, at kvinden også bliver sigtet for trusler mod naboen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.