Politiarbejde

Marokkaner sneg sig ombord på stort fragtskib: Anholdt ud for Skagen

Besætning på fragtskib på vej fra Rusland opdagede blind passager, som Nordjyllands Politi måtte hente

Den unge mand fra Marokko er nu fængslet, mens politiet behandler hans sag.  Arkivfoto
Den unge mand fra Marokko er nu fængslet, mens politiet behandler hans sag. Arkivfoto Foto: Henrik Bo

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:17

SKAGEN: Besætningen på det store fragtskib Lagoon Phoenix opdagede pludselig, at de havde en blind passager med ombord, da skibet var sejlet fra Sankt Petersborg i Rusland.

Skibet lagde til anker ud for Skagen, hvor dansk politi blev tilkaldt torsdag middag. Den blinde passager blev anholdt på skibet torsdag kl. 15 og sejlet i land. Det viste sig at være en 22-årig mand fra Marokko, som forklarede, at han havde sneget sig ombord på fragtskibet, da det lå i havn i Rusland.

Om den forklaring er sand, er uklart. Ifølge myshiptracking.com sejlede Lagoon Phoenix fra den marokkanske havneby Nador 14. december, hvorefter skibet satte kurs mod Sankt Petersborg.

Uden pas

Den unge mand havde hverken pas eller andre personlige papirer på sig, da han blev anholdt og sejlet i land i Danmark.

Det lykkedes dog politiet at identificere ham som en 22-årig fra Marokko, og han sigtes for at overtræde udlændingeloven ved at opholde sig ulovligt i Danmark. Han vil ikke søge asyl i Danmark, men ønsker asyl i Storbritannien, oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Det bliver dog næppe muligt i denne omgang. Ved et grundlovsforhør fredag blev han varetægtsfængslet fire uger, mens politiet behandler sagen. Det kan ende med, at han bliver udvist og sendt retur til Marokko, oplyser Nordjyllands Politi.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden