Mathis-sagen starter onsdag: Her er, hvad vi ved
Retssagen mod den 32-årige, som sandsynligvis er den sidste, der har set 15-årige Mathis i live, begynder ved retten i Hjørring
Opdateret 23. september 2020 kl. 19:19
HJØRRING: Onsdag klokken ni starter sagen mod den 32-årige mand, som er tiltalt for grov vold og for at have efterladt 15-årige Mathis Matthiassen i hjælpeløs tilstand på en parkeringsplads ved fodboldbanerne i Hørby en kold morgen i marts.
Mathis blev fundet af en hundelufter. Død og med mærker efter det, som politiet beskriver som legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Aftenen inden havde han sneget sig ud af familiens hus få hundrede meter fra parkeringspladsen, for at mødes med den 32-årige, men præcis hvad der er sket i timerne fra, han sneg sig ud til han blev efterladt på parkeringspladsen står hen i det uvisse.
I anklageskriftet er forløbet kun beskrevet i brudstykker.
I perioden fra klokken 03.10 til 06.30 er den 32-årige tiltalt for at have slået Mathis med bælter, og for at have udsat ham for kvælning med et hundehalsbånd.
For at have givet ham MDMA, som satte Mathis i en hjælpeløs tilstand - og for mellem klokken 06.20 og 06.30 at have efterladt ham ved boldbanerne.
Mathis var vellidt
Den 15-årige Mathis Mathiassen var på mange måder en helt almindelig 15-årig dreng, Han var valgt til elevrådet og drømte om at komme på college i USA.
At han var vellidt vidnede de mange blomster på fodboldbanen om i dagene efter, Mathis blev fundet. Blomsterne var lagt af venner og bekendte i byen.
I stuen hvor urnen står til skue, indtil familien får lov til at rejse til Thailand for at sprede hans aske, står et lys, hvor elevrådsmedlemmerne har skrevet hilsner til Mathis.
Familien møder op i retten
Mathis far, Henrik Matthiassen, har tidligere fortalt til NORDJYSKE, at han har tænkt sig at møde op i retten, og han håber, at hans kone er stærk nok til at tage med.
De vil se den 32-årige i øjnene, når han afgiver forklaring.
Men selv om han skulle blive idømt den strengest mulige straf, er familien alligevel ikke tilfreds.
- Med den tiltale bliver det ikke til en lang straf, har Henrik Matthiassen tidligere udtalt til NORDJYSKE.
Han henviser til, at den 32-årige ikke er tiltalt for at være skyld i Mathis død, og derfor ikke tiltalt for drab eller vold med døden til følge, men i stedet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Det kan maksimalt give seks års fængsel.
Nægter sig skyldig
Den 32-årige blev varetægtsfængslet allerede samme dag, som Mathis blev fundet. Han har siddet varetægtsfængslet siden.
Ved grundlovsforhøret, som blev holdt for lukkede døre, nægtede han sig skyldig.
Du kan læse alt om retssagen onsdag på nordjyske.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.